Nu vil Færøerne være med i Eurovision

Færingerne ansøgte allerede om at være med i Eurovision i 2010. Efter Australiens debut i årets konkurrence øjner øerne nu en ny mulighed.

Færøske Linda Andrews vandt 2. sæson af X Factor i Danmark. Nu vil øerne være med i Eurovision Song Contest. (© dr)

Eurovision 2015 bød på en lidt aparte debut, idet Australien – der er beliggende på den anden side af jorden – for første gang deltog i verdens største musikkonkurrence.

Deres deltager, Guy Sebastian, endte på en flot 5. plads i finalen, 23. maj – blandt andet med 8 point fra Danmark.

Den debut har måske banet vejen for flere nye Grand Prix-lande? I hvert fald vil Færøerne nu være med i Eurovision! Det skriver fansitet Wiwibloggs.

Ansøgning afvist

​Ifølge Wiwibloggs skriver det færøske nyhedssite Portal i hvert fald, at Færøerne i 2010 indsendte en ansøgning til den europæiske tv-union, EBU, der udtrykte øernes formelle interesse i at deltage.

EBU, der skal godkende deltagerlandene i Eurovision, afviste ansøgningen med henvisning til, at Færøerne ikke er en selvstændig nation, hvilket man skal være, for at kunne deltage i Grand Prix’et.

Håbet om en færøsk Eurovision-debut er dog langt fra dødt!

- Indtil videre har man retfærdiggjort afvisningen med, at potentielle deltagerlande skal være anerkendt som selvstændige nationer af FN for at kunne deltage. Der er dog ingen tvivl om, at vi sagtens kan overkomme den barriere, hvis vi er fast besluttede på at opnå målet (om at deltage i Eurovision, red.), siger undervisningsminister Bjørn Kalsø (Sambandspartiet) til sitet.

Kalsø understreger dog, at det må være op til den lokale tv-station Kringvarpið, at blive ved med at forny den færøske ansøgning til EBU, så tv-unionen kan se øernes vedvarende interesse.

Færøerne er gode til musik

Den færøske interesse for at deltage i Eurovision skyldes måske, at øerne faktisk er ganske ferme udi kunsten at klare sig godt i musikkonkurrencer.

I 2009 vandt færøske Linda Andrews i hvert fald den danske udgave af X Factor, og også i 2012 og 2015 sneg færingerne Sveinur og Jógvan sig med i top 3, da de danske X Factor-finaler skulle afgøres.

Den populære kunstner Teitur kommer også fra Færøerne, der, trods et indbyggertal på bare 50.000, altså lader til kunne byde ind med masser af talent, hvis de en dag får lov at deltage i Eurovision Song Contest.