Ny deltager klar til Grand Prix i Danmark

Sangerinden Tijana skal repræsentere Makedonien i næste års Eurovision Song Contest.

Mød Tijana - Makedoniens bud på en Grand Prix-vinder anno 2014.

Der er hele otte måneder til prøverne til næste års internationale Melodi Grand Prix begynder. Men allerede nu melder endnu en deltager sig klar til verdens største musikkonkurrence, der som bekendt skal foregå i Danmark.

Makedonsk tv har her til aften bekræftet, at Tijana Dapcevic skal synge for det tidligere jugoslaviske land.

Sangen klar til februar

Den 37-årige sangerinde, der har fem albums bag sig, har før prøvet at komme med i det internationale Grand Prix. I 2006 blev hun nr. 8 i festivalen Evropesma, hvor vinderen repræsenterede Serbien-Montenegro.

Det er ikke besluttet endnu, om tv-stationen MRT selv vælger en sang til Tijana, eller om der bliver holdt en national Grand Prix-finale, hvor seere og jury bestemmer. Sangen vil formentlig være på plads i februar, skriver Grand Prix-sitet Esctoday.

Makedonien deltog første gang i Eurovision i 1998 og fik sin bedste placering i 2006 med en 12. plads.

San Marino har også fundet sin sanger

Tijana er ikke den første artist, som er fundet til Eurovision 2014.

Allerede i juni indgik sangerinden Valentina Monetta nemlig en aftale med tv-stationen i San Marino, SMTV, om at repræsentere det lille land for tredje år i træk.

Præcis hvor i Danmark, Tijana og Valentina skal sætte kurs mod, er endnu ikke bestemt.

DR er i skrivende stund i dialog med tre byer - København, Herning og Horsens - og har meddelt, at man senest har valgt en værtsby i det tidlige efterår.

Facebook
Twitter