AFSLØRING Her er årets Grand Prix-jury

Nu kan du se hvilke kompetente musikpersonligheder, der skal være med til at finde årets Grand Prix-vinder.

Årets Grand Prix-jury. Fra venstre til højre: Koreograf Vicky Leander; Eurovision-deltager Christina Chanée; Eurovision-sangskriver, John Gordon; samt radiovært, Dennis Johannesson.

Når årets Melodi Grand Prix ruller over skærmen lørdag 13. februar, er det ikke kun seernes stemmer, der afgør, hvem der skal sendes videre til Eurovision i Stockholm.

Der er nemlig også fem kompetente musikpersonligheder, der afgiver stemmer. Sammen udgør de dette års fagjury. De sidder med halvdelen af magten i konkurrencens første afstemningsrunde, mens det udelukkende er seernes stemmer, der afgør den anden – og afgørende – runde.

Melodi Grand Prix
  • Melodi Grand Prix sendes live fra Horsens 13. februar kl. 20-22 på DR1. Her dyster 10 sange om at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest.
  • Efter showet snakker vi med vinderen som de allerførste. Det foregår lige her på dr.dk.
  • Eurovision Song Contest sendes live fra Stockholm 10., 12. og 14. maj kl. 21 på DR1.
  • Følg med hver dag på Facebook-siden DR Grand Prix.
  • Husk, at du kan stemme gratis med Grand Prix-appen. Den kan hentes i AppStore og Google Play.

Juryen består af radiovært Dennis Johannesson, formand for Grand Prix-fanklukbben Johann Sørensen, sangskriver John Gordon, koreograf Vicky Leander og Grand Prix-vinder Christina Chanée.

Eurovision-vinder i juryen

Sangskriver John Gordon vandt Eurovision i 2010, idet han skrev den tyske vinder ’Satellite’, og når han 13. februar skal bedømme dette års danske sange, går han op i, at sang og sceneshow passer godt sammen.

- Melodi, tekst og performance skal gerne gå op i en højere enhed og passe sammen, for det er jo en visuel event, fortæller John Gordon.

-Det er ikke en nødvendighed, at der er røg og glitter, bare fordi man kan. Der skal gerne være en mening med det.

”Jeg elsker når musik rammer mig”

Dennis Johannesson, der til daglig er studievært på radioprogrammet ’Hit med historien’ P4, vil lægge vægt på det originale, når han skal bedømme de 10 Grand Prix-sange.

- Som medlem af juryen kommer jeg til at lægge vægt på originalitet, og om de rammer noget i tiden med deres egen fortolkning. Jeg elsker, når musik rammer mig, og når jeg med det samme kan høre, at den hook-line sidder lige i skabet, fortæller Dennis Johansson og fortsætter:

- Jeg glæder mig helt vildt til opgaven, og til at se musikken gå op i en højere enhed med det visuelle.

Sangen skal kunne gøre sig udenfor Danmarks grænser

Den dansk-thailandske Christina Chanée, der i 2010 vandt Melodi Grand Prix sammen med Thomas N’evergreen og sangen ’In a Moment Like This’, vil bruge sin erfaring fra Eurovision, når hun skal give sangene karakterer.

- Jeg vil helt klart tage de internationale briller på, når jeg skal give mine karakterer. Jeg leder efter en sang, som, jeg tror, kan gå hele vejen – også uden for Danmarks grænser, forklarer Christina Chanée.

- Melodilinjen skal fange første gang, teksten skal være super catchy, og så skal arrangementet være skruet flot sammen. Det er meget vigtigt, at det er en solid og sikker sangperformance med stærke vokaler og god udstråling.

”Sangen skal sætte sig fast i hjernebarken”

Vicky Leander, som til daglig er koreograf og sceneinstruktør, håber, at sangene sætter gang i hendes følelser:

- Jeg leder efter en sang, der skiller sig ud. Man skal føle noget, når man hører den. Man skal hurtigt kunne synge med på den, danse til den og græde til den. Kort sagt skal sangen sætte sig fast i hjernebarken, fastslår Vicky Leander og uddyber:

- For at en sang skal virke kræver det også en god performer med indlevelse, charme, en fantastisk stemme og et glimt i øjet. Og så går jeg selvfølgelig også op i at, at det visuelle er powerfuldt og skiller sig ud.

Årets Melodi Grand Prix løber af stablen lørdag 13. februar, kl. 20 på DR1.

Artiklen er opdateret – Johann Sørensen er ikke længere medlem af juryen. DR offentliggør et nyt, femte medlem snarest.