Bagedyst-Micki så Eurovision: Mit indre urmenneske blev vækket

Læs Mickis vildeste kommentarer til årets første semifinale i Eurovision,hvor han livebloggede på dr.dk.

Micki Cheng så første semifinale i Eurovision 2016 i DR Byen, hvor han kommenterede på vores liveblog.

Micki Cheng blev et kendt ansigt, som den entusiastiske bager fra tv-konkurrencen "Den Store Bagedyst". Men foruden at kære for sine kager, holder Micki enormt meget af Eurovision.

- Jeg har fulgt med siden 2001, Jeg er ellevild med det, og jeg er så spændt på, hvordan konkurrencens forløber sig i år, fortæller Micki til dr.dk.

Ved semifinalen tirsdag var han gæsteblogger på dr.dk, hvor han gav sin uforbeholdne mening om alt fra deltagernes sang til deres sceneshow, hvilket svingede meget i kvalitet, ifølge den garvede Grand Prix-fan.

- Jeg er blevet virkelig imponeret af mange af aftenens sangere, men der er godt nok også nogen usikre stemmer imellem, og nogen jeg bare slet ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til.

De største skuffelser

Montenegro fik ikke en billet til finalen - noget der heller ikke kom bag på Micki:

- Jeg forstår ikke rigtig, hvad den laver her. Det hænger overhovedet ikke sammen. Til gengæld ligner forsangeren Michael Carøe, så det er ikke helt skidt.

Østrig klarede sig dog til finalen, hvilket Micki var en anelse uforstående overfor.

- Sangen er bare sådan lidt flad i det. Man mærker hende overhoved ikke. Og så ligner det hele bare en blanding af Candy Crush og Alice i Eventyrland, lyder det grinende fra Micki.

Østrig har en finaleplads med sangerinden Zoë's 'Loin D'ici' (Foto: Andres Putting)

De stærke vokaler

Micki var meget imponeret over de mange solide sangtalenter, der var repræsenteret ved den første semifinale.

- Ira Losco fra Malta, hun er bare så skøn, varm og sikker. Man føler sig tryg, når man lytter til hende, og hun leverede også et brag af et show.

Ira Losco sikrede Malta en plads i finalen med sangen 'Walk on Water'

- Og så er der jo Freddie fra Ungarn, der har den her rå, specielle stemme, der bare er så vild. Hans vokal og sceneshowet var der sådan lidt 'han-dyr' over - mit indre ur-menneske blev i hvert fald vækket af det!

Freddie sikrede Ungarn en plads i finalen med sangen 'Pioneer' (Foto: Andres Putting)

Hyldest til værtsnationen

Hele showet fik en gedigen omgang ros med på vejen fra Micki.

- Svenskerne gør det virkelig godt igen med en scene, der ikke virker for ubehagelig stor. Og så har de et værtspar, der bare er perfekte sammen. Jeg elsker virkelig Petra Mede, jeg synes hun gør det så hele ret sjovt, fortæller Micki, der morede sig gevaldigt, da værterne overraskede Grand Prix-fans i en hemmelig car pool-video.

Årets værter er Måns Zelmerlöw og Petra Mede. (Foto: Andres Putting)

- Jeg blev også meget rørt af det dansestykke, der handlede om flygtninge. De viste meget smukt, hvordan det også handler om, at dem der flygter skal ud at finde en ny identitet.

Og så var der lige det sidste, der ikke har noget at gøre med nogen af sangene som sådan:

- Der var virkelig meget ild, og det var bare mega fedt! det elsker jeg! Så kan det godt være, at der er konfettiforbud, men jeg skal da lige love for, at de har skruet op for pyroen, fortæller Micki meget begejstret.

Torsdag kl 21 sendes årets 2. Eurovision-semifinale, hvor Danmarks skal kæmpe om en plads i finalen

FacebookTwitter