Choksejr: Ukraine vinder Eurovision 2016

Det blev en ren gyserfinale, da Eurovision Song Contest fandt sin nye vinder natten til søndag.

Ukraine trumfede storfavoritterne Rusland og Australien og har vundet Eurovision Song Contest 2016. (Foto: Eurovision.tv)

De fleste havde spået en sejr til enten Rusland eller Australien, da Eurovision Song Contest skulle finde sin nye vinder.

Men sådan skulle det ikke gå.

Til allersidst endte det med en overraskende sejr til Ukraine, der dermed har vundet verdens største musikkonkurrence for anden gang.

- Jeg vil gerne sprede fred og kærlighed til alle, var det eneste den overraskede vinder, sangerinden Jamala, kunne udbryde lige efter sejren med den dystre sang '1944'.

Sådan endte top 5

  1. 1

    Ukraine 534 (211 point fra juryerne + 323 fra seerne)

  2. 2

    Australien 511 (320 point fra juryerne + 191 fra seerne)

  3. 3

    Rusland 491 (130 point fra juryerne + 361 fra seerne)

  4. 4

    Bulgarien 307 (127 point fra juryerne + 180 fra seerne)

  5. 5

    Sverige 261 (122 point fra juryerne + 139 fra seerne)

Første reaktion fra vinderen

Dr.dk/grandprix fangede Jamala lige efter sejren, og fik den allerførste kommentar fra vinderen, før hun gik ind til den officielle pressekonference.

Se hendes reaktion her. Artiklen fortsætter under videoen.

I pressecentret gik folk amok, da det blev afsløret, at Ukraine havde vundet. Se de ukrainske journalister juble i pressecentret efter sejren.

Artiklen fortsætter under videoen.

Fra technorock til prinsessepop

Afgørelsen faldt efter et forrygende finaleshow, der bød på alt fra hollandsk singersongwriter-country over cypriotisk technorock til eventyrlig prinsessepop fra Østrig.

Finalen startede med den traditionelle flagceremoni - der i år var forklædt som et modeshow, hvor modeller poserede som de forskellige landes flag, efterfulgt af deltagerne selv. Traditionen med flagceremonien startede Sverige i øvrigt selv, sidst de var værter for verdens største musikkonkurrence i 2013.

Finalen bød også på masser af underholdende indslag med de to værter, Måns Zelmerlöw og Petra Mede, der både sang og dansede sig gennem Eurovision-historien med nummeret 'Love Love Peace Peace' - til stor jubel fra publikum i Globen Arena, Stockholm.

Justin Timberlake optrådte

Endelig blev Eurovision-showet også gæstet af én af tidens absolut største popstjerner: Justin Timberlake, der for første gang spillede sin spritnye single, 'Can’t Stop This Feeling'.

Det var altså altsammen inden det godt og vel en halv time efter midnat blev annonceret, at Ukraine havde vundet Eurovision Song Contest 2016.