Derfor fokuserede Sverige på flygtningekrisen midt i Eurovision

Et dansenummer i første Eurovision-semifinale handlede om den europæiske flygtningekrise. Nu fortæller manden bag nummeret hvorfor.

Dansenummeret 'The Grey People' fra første Eurovision-semifinale var en direkte kommentar til den europæiske flygtningekrise. (© SVT)

- Lige nu er 60 millioner mennesker i hele verden flygtninge, der leder efter et nyt hjem.

- Dette er 'The Grey People'.

Sådan præsenterede de to Eurovision-værter Måns Zelmerlöw og Petra Mede det moderne dansenummer, der blev vist i tirsdagens semifinale i verdens største musikkonkurrence - lige inden det blev afsløret, hvilke ti lande, der klarede skærene videre til lørdagens finale.

En reflektion over Europas situation

Men hvorfor blande et så seriøst emne som flygtningekrisen ind i en musikkonkurrence, der handler om fængende pop, pailletter og de berømte douze points?

Dr.dk har talt med Sven Stojanovic, producent på Eurovision Song Contest 2016 - og manden bag det omdiskuterede dansenummer.

- Jeg har haft en ambition om at kombinere underholdning med noget artistisk smukt, som også reflekterer den situation, vi har i Europa lige nu, siger Stojanovic til dr.dk.

- Det virker stærkt, og vi vil selvfølgelig også gerne røre folk - det vil vi tv-folk jo altid! Og det synes jeg, vi lykkes med i dette stykke.

"Jeg synes ikke, det er politisk"

I 'The Grey People' ser man blandt andet den helt gråmalede dansetrup vaske deres ansigter midt på scenen, så farverne i kinderne igen toner frem, og i nummerets slutning vandrer de ud blandt publikum i Globen Arena, inden alle sammen rækker deres knyttede hænder i vejret i fælleskab.

Artiklen fortsætter under billedet.

I 'The Grey People' vaskede danserne på et tidspunkt deres ansigter fri for den grå farve, der ellers indhyllede dem fra top til tå. (© SVT)

Er nummeret ikke en politisk kommentar?

- Jeg synes ikke, det er politisk. Det handler om, hvad man tolker ind i det. 'The Grey People' er et abstrakt billede på det Europa, vi har lige nu, siger Stojanovic

- Vi tager jo ikke stilling til noget, men viser den europæiske flygtningesituation på en abstrakt måde.

Artiklen fortsætter under videoen.

Vil gerne røre folk

Stojanovic fortæller videre, at nummeret har været en stor udfordring for koreografen Fredrik Rydman, idet nummeret både har haft som ambition at være underholdende og mane til eftertanke midt i en ellers glimmerfyldt musikfest.

Han synes imidlertid, at Rydmans lykkedes med sin ambition:

- Stykket virker stærkt, og vi vil selvfølgelig også gerne røre folk - det vil vi tv-folk jo altid! Og det synes jeg, vi lykkes med i dette stykke.

- Vi vil gerne have folk til at føle noget og tage en lille pause og reflektere. Det handler om medfølelse, og om ikke at underkende situationen.

Næste gang handler det om værterne

Sven Stojanovic vil ikke løfte sløret for, om de kommende Eurovision-shows, der sendes torsdag og lørdag i denne uge, også kommer til at byde på flygtninge- eller andre alvorlige tematikker.

Han lover dog, at man også vil blive godt underholdt, når showets anden semifinale løber over skærmen på torsdag.

- Vi vil gerne overraske publikum i hvert show.

- I første semifinale var det 'The Grey People', og på torsdag kommer der noget, der involverer værterne og Eurovision-historien. Det vil være inspireret af de store, amerikanske prisuddelinger.

Den anden Eurovision-semifinale sendes torsdag, 12. maj, kl. 21 på DR1 - med deltagelse af Danmarks Lighthouse X.

FacebookTwitter