Drastisk ændring i Melodi Grand Prix: Finalen afgøres på helt ny måde

DR tager hidtil usete metoder i brug, når vinderen af Melodi Grand Prix skal findes den 25. februar.

Deltagerne i Melodi Grand Prix 2017: Ida Una, Rikke Skytte, Anja, Sada Vidoo, Jeanette Bonde, Johanna Beijbom, Thomas Ring, Calling Mercury og René Machon. På billedet mangler Anthony, som befinder sig i udlandet. (Foto: agnete schlichtkrull © dr)

De seneste to år er Danmark røget ud allerede i semifinalen ved Det internationale Melodi Grand Prix, og den store finale lørdag aften har således været helt uden Danmark på pointtavlen.

Men det skal der laves om på i år.

Danmark skal tilbage i finalen, og for at det skal lykkes, henter DR nu hjælp fra en helt ny kant – nemlig fra en række danske superfans af Det internationale Melodi Grand Prix.

De danske fans har god smag, og de ved, hvad der virker.

jan lagermand lundme, underholdningschef i dr

Fagjuryen, der efterhånden er blevet en fast tradition i Melodi Grand Prix, har de seneste mange år bestået af folk, der beskæftiger sig professionelt med musik – og et enkelt år juryer fra udlandet. Men de skal i år erstattes af helt almindelige danskere.

Det fortæller DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

- Vi har været inde og se på alle bittesmå detaljer i showet for at se, hvad vi kan gøre for at sikre, at vi vælger den helt rigtige sang til Europa. Og i år prøver vi altså så at lukke de danske fans af Eurovision helt ind i varmen. De danske fans har god smag, og de ved, hvad der virker, siger Jan Lagermand Lundme.

Jury får halvdelen af magten - også i finalen

Fagjuryen kommer til at bestå af fem superfans, der er blevet udvalgt efter en længere proces, hvor man blandt andet har lagt vægt på at finde folk, der har forskellige indgange til Eurovision.

De fem fans får halvdelen af magten i den indledende runde, ligesom de også står for 50 procent af stemmerne i den endelige, afgørende runde. Seerne står for de øvrige 50 procent af stemmerne i begge afstemningsrunder.

Fans besidder særlige kompetencer

Allerede i efteråret blev en stor gruppe af danske Melodi Grand Prix-fans inviteret med helt ind i maskinrummet, da de var med til at lytte til en række af de indsendte sange og komme med deres bud på, hvad der ville virke i Det internationale Melodi Grand Prix.

Adskillige af de sange, fansene pegede på, er da også at finde blandt de ti bidrag, der blev offentliggjort torsdag eftermiddag.

- Da vi inddrog fansene i processen, gik det for alvor op for mig, hvor dygtige de er, hvor stor en viden de har, og hvor meget de faktisk går op i, at vi vælger det rigtige nummer at sende af sted til Eurovision. Og de kompetencer skal vi selvfølgelig gøre brug af, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

De ti sange bliver offentliggjort mandag den 20. februar, mens selve Melodi Grand Prix finder sted lørdag den 25. februar og sendes fra Jyske Bank Boxen i Herning.

Det internationale Melodi Grand Prix afholdes i Ukraines hovedstad, Kiev, den 9., 11. og 13. maj.