Glæd dig: På torsdag afsløres årets deltagere i Melodi Grand Prix

På torsdag afsløres de ti solister, der skal kæmpe om at komme med til Eurovision. DRs underholdningschef har store forventninger.

Efterfølgeren til sidste års Melodi Grand Prix-vindere, Lighthouse X, skal findes den 25. februar. Årets deltagere afsløres nu på torsdag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Melodi Grand Prix 2017 nærmer sig med hastige skridt. Og årets fest er helt særlig.

I år har showet 60 års jubilæum, og det kommer deltagere, tilskuere og seere i stuerne til at mærke, fortæller DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Han vil dog ikke løfte sløret alt for meget.

- Der kommer til at ske noget i showet. Det bliver super fantastisk, siger Jan Lagermand Lundme.

På torsdag løftes sløret for de ti solister, der skal kæmpe om en plads i Det internationale Melodi Grand Prix, der afholdes i den ukrainske hovedstad Kiev til maj.

Niveauet er højt

I år har rekordmange håbefulde sangere sendt sange ind til Melodi Grand Prix. Hele 1.115 potentielle sange, og det er ny rekord.

Niveauet blandt de ti udvalgte sange er tårnhøjt, og det forpligter, siger Jan Lagermand Lundme, der forventer at Danmark kommer i finalen til Kiev.

- Jeg er taknemmelig over, at de ti solister er så gode, for uden dem kunne man drømme nok så mange drømme om at komme videre. Men med de ti, kan vi ikke gøre det bedre, konstaterer underholdningschefen.

Skal i finalen

Og det er rigtig vigtigt, at drømmen om en finaleplads får i opfyldelse. Ikke kun for kunstneren, men også for Danmark.

- Det er med at til at holde interessen for showet. Det er et af de få steder, hvor danskerne kan samle sig om, der ikke er sport, siger Jan Lagermand Lundme.

Underholdningschefen forventer ikke kun en finaleplads, men også et fantastisk show den 25. februar i Jyske Bank Boxen i Herning.

- Jeg glæder mig til at lave et superfedt show for danskerne, fortæller han.

Afsløringen af de ti solister sker på et pressemøde i DR Byen torsdag klokken 13 og samtidig her på dr.dk/grandprix.

Facebook
Twitter