Glimmerfesten breder sig: Nu sender USA og Kina også Melodi Grand Prix

Seerne i både USA og Kina får nu mulighed for at følge med i verdens største musikkonkurrence.

I USA sender de for første gang Eurovision-finalen direkte, når den løber af stablen 14. maj, og i Kina har seerne også mulighed for at følge konkurrencen.

Eurovision Song Contest har fået vokseværk. For første gang nogensinde vil verdens største musikkkonkurrence nemlig blive sendt direkte i amerikansk tv, når finalen løber over stablen, lørdag 14. maj. Det skriver det europæiske tv-samarbejde EBU i en pressemeddelelse, som fan-sitet wiwibloggs.com har opsnappet.

Det er den amerikanske kabel-kanal LogoTV, der blandt andet også står bag reality-serien RuPaul's Drag Race, der har købt rettighederne til at vise Grand Prix'et, og gør det tilgængeligt i omkring 50 millioner amerikanske hjem.

LogoTV vil også streame finalen på deres hjemmeside og i deres app; så amerikanerne får altså rig mulighed for at følge glimmerfesten på tætteste hold.

Kina sender også Grand Prix

Det er dog ikke kun i USA, de har fået Grand Prix-feber.

Også i Kina sender man konkurrencens finale direkte, skriver SVT. Her sendes finalen på kanalen Mango TV for andet år i træk.

Udover USA og Kina - og selvfølgelig de 42 deltagende lande - sendes Eurovision også i New Zealand, Kazakhstan, Kosovo og Portugal. I 2015 blev Eurovision set af næsten 200 millioner seere.

"Et ægte globalt fænomen"

Grand Prix'ets seermæssige vokseværk glæder Eurovision-chef Jon Ola Sand:

- Eurovision er nu et ægte globalt fænomen, siger Eurovision-chefen i pressemeddelelsen, og fortsætter:

- Vi er ekstremt glade for, at de amerikanske seere nu får mulighed for at slutte sig til seerne over hele Europa, samt i Australien og Asien, og opleve finalen i verdens længst kørende tv-transmitterede musikkonkurrence.

Eurovision 2016 finder sted 10., 12. og 14. maj, og sendes direkte på DR1. Danmark er med i anden semifinale, torsdag 12. maj.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk