Kontroversiel Grand Prix-vinder: Sang om Krim handler også om i dag

Sangerinden Jamala langer ud efter Rusland, der har annekteret Krim-halvøen, hvor hun kommer fra.

Ukraine vandt overraskende Eurovision lørdag aften med en politisk ladet sang. - Jeg var sikker på, at hvis du synger om sandheden, så kan du virkelig røre folk. Og jeg fik ret, siger sangerinden Jamala efter sejren. (Foto: Anna Velikova © eurovision.tv)

Årets Eurovision-vinder hedder ‘1944’. Men sangen handler ikke kun om historiske begivenheder, der fandt sted i Ukraine under Anden Verdenskrig.

Den handler lige så meget om i dag, fortæller sangerinden Jamala:

- Selvfølgelig handler den også om 2014. De sidste to år har gjort mig så trist, har hun forklaret til avisen The Guardian.

Har ikke været hjemme i to år

I 2014 gik russiske tropper ind på halvøen Krim ved Sortehavet i det uroplagede Ukraine og indlemmede reelt området i Rusland. En intervention, som både EU og USA har fordømt.

Den 32-årige Jamala, der egentlig hedder Susana Jamaladynova og selv har skrevet nummeret ’1944’, bor selv på Krim, men har ikke været hjemme eller set sine forældre og resten af sin familie i de sidste to år.

- Forestil dig det: Du er et kreativt menneske, en sanger, men i to år du kan ikke komme hjem. Du ser din bedstefar, som er 90 år og syg, på Skype, men du kan ikke besøge ham. Hvad skal jeg gøre? Bare synge en pæn sang og glemme det? Selvfølgelig kan jeg ikke gøre det, har Jamala sagt til The Guardian.

Synger om sandheden

Jamalas familie stammer fra et folkeslag, der hedder Krim-tatarerne. Og sangen ’1944’ har sin titel efter året, da sovjetrusserne efter at have befriet halvøen fra nazisterne forviste 200.000 tatarer og deporterede dem til Centralasien. En skæbne, der blandt andet overgik Jamalas oldemor.

Men sangen har altså også adresse til de begivenheder, der finder på Krim i dag.

- Hvis den vinder, vil det betyde, at det moderne Europa ikke er ligeglade og er klar til at høre om andre menneskers smerte og er klar til at vise sympati, sagde hun inden finalen.

Sent lørdag aften skete det så, og det var en tydelig rørt Jamala, der natten til søndag holdt pressemøde:

- Jeg var sikker på, at hvis du synger om sandheden, så kan du virkelig røre folk. Og jeg fik ret!

Facebook
Twitter