Muri & Mario skuffede efter Grand Prix-nederlag: Det gik lige i hjertet

Den folkelige duo var favoritter forud for Grand Prix-finalen. Nu taler de ud om nederlaget.

Muri & Mario optrådte med deres sang 'To Stjerner' til årets Melodi Grand Prix (Foto: Bjarne Bergius Harmansen)

Da Grand Prix’et lørdag aften eksploderede i konfetti, var det boybandet Lighthouse X, der løb med sejren, til stor skuffelse for den dansk-italienske duo Muri Mario.

- Vi blev ret skuffede, det må jeg indrømme. Det gik lige ned i maven og hjertet, siger Muri, da dr.dk mødte dem lige efter showet.

- Vi leverede en rigtig god indsats og fik publikum og salen til at koge, det kunne vi virkelig mærke. Men man skal jo igennem to ting for at klare den med både publikum og jury, og vi følte i hvert fald, at vi vandt publikums hjerter. Det er dem, vi lever og brænder for, fortæller Muri.

Se Muri & Marios finaleoptræden her. Artiklen fortsætter under videoen.

Trods alt den rigtige vinder

Selvom skuffelsen var stor hos Muri og Mario, synes de trods alt, at det var den rigtige sang, der vandt.

- Det var de rigtige vindere, det er jo både publikum og juryen, der har vurderet det, så derfor er de de rigtige vindere. Gid man havde oddset en tudse på dem, griner Muri og fortsætter med at ønske Lighthouse X tillyke:

- Ligthouse X er helt fantastiske live, og vi er blevet rigtig gode venner. Jeg kender godt Søren Bregendal fra før, og de er så søde, så de fortjener det.

Livet går videre

Muri og Mario havde inden showet fået en masse opbakning fra deres trofaste fans. En af dem der især gjorde en indsats for at støtte drengen var Islands Brygge-dronningen Linse Kessler.

- Linse er en dejlig og fantastisk kvinde, som repræsenterer folket, det gør vi også. Melodi Grand Prix er jo en folkeafstemning, og derfor er det jo i MGPS ånd, at Linse Kessler også skal have noget at sige, forklarer Muri.

Nu ser Muri og Mario fremad med godt mod.

- Livet går videre, det her er ikke en musikkonkurrence, det er en musikfestival, og det vigtigste for os er, at vores sang har et liv bagefter, og vi kan spille den til evig tid, afslutter Muri.