Østrig sender skægget dame til Melodi Grand Prix i København

Transvestitkunstneren Conchita Wurst repræsenterer alpelandet i næste års Eurovision.

Østrig er det tredje land, der annoncerer sin deltager til Eurovision 2013. Også San Marino og Makedonien har fundet sine repræsentanter. (Foto: Paz Photography © Pressefoto)

En stram kjole, lange sorte lokker, tyk blå øjenskygge - og et kraftigt fuldskæg. Det er en Grand Prix-diva lidt ud over det sædvanlige, som østrigsk tv i dag har annonceret skal repræsentere alpelandet i næste års Eurovision Song Contest i København.

Tv-stationen ORF har denne gang valgt at droppe at holde et nationalt Melodi Grand Prix og sender i stedet transvestitkunstneren Conchita Wurst.

- Jeg glæder mig så meget! Jeg er så taknemmelig og vil give mit bedste, skriver hun på Facebook.

Blev nr. 2 i østrigsk Grand Prix i 2012

Det er den 24-årige Tom Neuwirth, som gemmer sig bag skægget, og han begyndte sin karriere i talentshowet 'Starmania' i 2006, hvor han fik en andenplads efter Nadine Beiler, som siden sang for Østrig i Melodi Grand Prix i 2011.

Neuwirths alias Conchita Wurst så dagens lys i 2011 i talentshowet 'Die große Chance', og året efter blev hun nr. 2 i det østrigske Grand Prix med sangen 'That's What I Am' efter duoen Trackshittaz.

Hvilken sang, Conchita skal synge i København, har ORF endnu ikke valgt.

Hør Conchita Wurst 'My Heart Will Go On' synge i 'Die große Chance' her:

Facebook
Twitter