Panik i dansk Eurovision-lejr: Trommeslager kunne ikke høre

Emil Vissing fra Anti Social Media har været til lægen, men har nu fået hørelsen igen på sit ene øre.

Emil Vissing bag tønderne - nu kan han høre igen. (Foto: Thomas Hanses © EBU)

Når Anti Social Media går på scenen, er det Emil Vissings opgave at holde takten.

Derfor har det skabt panik i den danske Grand Prix-lejr i Wien, hvor Eurovision Song Contest afholdes i næste uge, at den 24-årige trommeslager havde mistet hørelsen på det ene øre.

- Jeg har været døv på det ene øre siden i mandags, siger Emil til dr.dk/grandprix.

Emil og resten af Anti Social Media skal på scenen i Eurovision-semifinalen tirsdag aften. Her ses han under prøverne i Wiener Stadthalle. (Foto: Thomas Hanses © EBU)

Lørdag måtte det unge bandmedlem en tur til lægen, som heldigvis har løst problemet.

- Jeg får så mange propper i ørerne, når jeg flyver, og når jeg bruger in-ears (en øresnegl, som man hører musikken i, når man optræder, red.). Men nu er det heldigvis løst, forklarer Emil.

- Det er faktisk lidt imponerende, jeg har kunnet lave prøver hele ugen kun med ét øre. Det må være, fordi jeg kan sangen så godt! Men det er rart at kunne høre, hvad folk siger igen.

Anti Social Media skal på scenen i den første Eurovision-semifinale tirsdag aften kl. 21.

Facebook
Twitter