Panik i den danske Grand Prix-lejr: Scenetøjet flyves hjem til Danmark

Det tøj, Danmarks Grand Prix-deltager, Anja, skal optræde i ved næste uges Eurovision skal sys om og bliver derfor fragtet fra Ukraine til Danmark – og retur igen.

(Foto: Thomas Hanses/EBU)

Stemmen. Lyset. Lyden. Koreografien. Fyrværkeriet.

Alt sad lige i skabet, da Danmarks Grand Prix-prinsesse, Anja, tirsdag eftermiddag havde sin første prøve forud for næste uges Eurovision Song Contest i Kiev, Ukraine.

Men.

Den buksedragt, som Anja har fået specialdesignet til sin Grand Prix-optræden, fungerede ikke helt efter planen.

- Det, det sker – og som der altid sker, når man ser prøverne på scenen for første gang – er, at alt ikke er helt, som man havde tænkt sig hjemmefra, forklarer DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, og fortsætter:

- Buksedragten har noget mørkt stof nederst, og vi kunne se, at det simpelthen ikke passede ind på scenen. Det så ud som om, Anja havde fået kortere ben, og at hendes krop simpelthen stoppede ved det mørke stof. Så den skal sys om.

Det er den nederste, mørke del af buksedragten, der skal sys om, så det ikke ser ud som om, Anjas ben forsvinder på tv. (Foto: Andres Putting/EBU)

Flyves hjem til Danmark

Da Anja og resten af den danske delegation altså befinder sig i Kiev, og buksedragtens designer, den anerkendte Elsa Adams, er hjemme i København, blev buksedragten onsdag morgen fragtet fra Ukraine til Danmark for at blive syet om, fortæller Jan Lagermand Lundme.

- Vi kan heldigvis gøre det på den måde, fordi en fra delegationen skulle hjem i dag, og en anden alligevel skulle herned torsdag. Så det er en rigtig god løsning, siger underholdningschefen.

Buksedragten deler vandene

Anjas buksedragt adskiller sig væsentligt fra den røde kjole, som hun bar ved den danske finale i Herning i februar, og tøjskiftet har da også vakt opsigt blandt de tilstedeværende pressefolk i Kiev.

Nogen mener, den er forfriskende anderledes og passer rigtig godt til Anja, mens andre er noget mindre positive og mener, hun skulle have holdt sig til en klassisk kjole.

Anja i buksedragt til Eurovision vs. Anja i kjole til Melodi Grand Prix. (Foto: Andres Putting/Frederik Højfeldt Nielsen)

Men buksedragten er kommet for at blive, lover Jan Lagermand Lundme – som dog alligevel lader døren stå lidt på klem.

- Jeg er meget glad for det udtryk, som Anja har på scenen med den dragt. Den giver et yngre udtryk, og den passer så godt til hende. Så jeg håber, at det hele bliver fikset, så vi bliver glade alle sammen. Men lad os se, hvordan det ender – jeg har da før stået i en situation, hvor vi har ændret ting i sidste øjeblik.

Eurovision Song Contest afholdes tirsdag, torsdag og lørdag i næste uge. Danmark deltager i første omgang i den anden semifinale torsdag den 11. maj.

FacebookTwitter