Politisk drama før Grand Prix-finale: Ukraine ville forbyde endnu en vinderfavorit at deltage

Ruslands deltager blev forbudt adgang til årets Eurovision, fordi hun har optrådt på den besatte Krim-halvø. Det har Bulgariens unge deltager, der er favorit til at vinde, også.

Kristian Kostov optrådte i går med sangen 'Beautiful Mess', der er skrevet af blandt andre den danske hitmager Alex Vargas.

Den bulgarske Eurovision-deltager, Kristian Kostov, gik sikkert videre til finalen i det internationale Melodi Grand Prix, efter at han i går sang sig ind i hjerterne hos fans verden over.

Men årets yngste sanger på 17 år og en af favoritterne til at vinde har formentlig ikke en plads i hjerterne hos befolkningen i værtslandet, fortæller DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer.

- I Ukraine kommer man aldrig til at elske kunstnere, som er taget ned for at underholde på Krim, som juridisk set stadig er ukrainsk territorium, siger hun.

Optrådte på russisk sommerlejr

Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, og siden er konflikten mellem de to nabolande vokset. I 2015 indførte Ukraine en lov, som forbyder folk at rejse til Krim uden at have fået tilladelse fra de ukrainske myndigheder.

Kristian Kostov er født og opvokset i Rusland, og kort før den anden semifinale af Melodi Grand Prix'et kom det frem, at den bulgarske sanger havde optrådt på en russisk sommerlejr på Krim, kun tre måneder efter at Rusland annekterede halvøen.

De ukrainske myndigheder åbnede straks en efterforskning af den 17-årige sanger - ligesom de gjorde med den russiske Grand Prix-deltager Yulia Samoylova, der også har optrådt på Krim, og som også var spået vinderchancer.

Det skabte derfor stor debat og affødte alvorlig kritik fra Rusland, da Yulia Samoylova for lidt over en måned siden blev nægtet adgang til årets finale, fordi Ukraines efterretningstjeneste, SBU, slog fast, at hun havde overtrådt loven om indrejse fra 2015.

Imens kunne den overordnede arrangør af Melodi Grand Prix'et, European Broadcasting Union (EBU), blot se passivt til.

- Vi har fuld forståelse for og respekterer de love, der er gældende i Ukraine, men EBU har ingen indvendinger mod den russiske delegation og ser ingen krænkelser fra deres side. Vi ønsker, at alle lande skal have mulighed for at deltage, sagde EBU's øverste chef, Jon Ola Sand, på et pressemøde.

Den russiske sanger Yulia Samoylova optrådte i tirsdags - samme dag som første semifinale i Eurovision - igen på Krim. Denne gang i forbindelse med et arrangement der markerede den russiske sejr i Anden Verdenskrig. (Foto: PAVEL REBROV © Scanpix)

Nægtet adgang - hvis der var beviser

I går, samme dag som Kristian Kostov skulle optræde for første gang i semifinalen, faldt så dommen, som afgjorde Bulgariens deltagelse i Grand Prix'et.

Myndigheder meddelte ifølge Reuters, at de 'ud fra oplysninger fra efterretningstjenesten ikke har bevis for, at han har overtrådt ukrainsk lov, da han besøgte den besatte halvø'.

Ifølge myndighederne skyldtes det, at han var 14 år og dermed mindreårig, da han optrådte på den politiske sommerlejr, og at besøget fandt sted, før loven blev indført.

- Nu har man givet en udmelding, og den står man ved, siger DR's Rusland-korrespondent, som derfor ikke forudser, at der vil komme mere frem fra efterforskningen.

Men havde man haft beviser, som også kunne have nægtet Kristian Kostov adgang til Grand Prix'et, så havde Ukraine gjort det for at sende et alvorligt signal til Rusland, forklarer Matilde Kimer.

Se Kristian Kostovs optræden, som sikrede Bulgarien en finaleplads i Grand Prix'et.

Hån mod Ukraine, hvis han vinder

Den bulgarske sanger var allerede før Eurovisions start spået gode chancer ved årets show, hvor han optræder med sangen 'Beautiful Mess', der er skrevet af blandt andre den danske hitmager Alex Vargas.

Efter sin optræden i går til semifinalen stod det klart, at Kristian Kostov er favorit til at vinde årets internationale Melodi Grand Prix. Sker det, vil det være en torn i øjet på Ukraine, forudser Matilde Kimer.

- Det kan blive en tragisk-komisk afslutning på det her Eurovision, hvis en ung mand, der har underholdt Russerne, går hen og vinder, siger hun.

Vinder Kristian Kostov i morgen, bliver det endnu et eksempel i rækken, hvor Melodi Grand Prix'et bliver en del af konflikten mellem Rusland og Ukraine.

De to lande har bevidst provokeret hinanden siden sidste års Grand Prix, hvor Ukraine vandt med sangen '1944', som handler om Krim i 1944 under Anden Verdenkrig.

Yulia Samoylova optrådte i tirsdags på Krim i forbindelse med et arrangement, som markerer den russiske sejr i Anden Verdenskrig - samme dag blev den første semifinale i Eurovision afholdt.

Den russiske sanger Dima Bilan, som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 2008, opfordrede for et par dage siden sine mere end 1,9 millioner fans på Instagram til at stemme på Kristian Kostov. "Han repræsenterer Bulgarien, men han er vores helt," skrev han på det sociale medie.