Rasmussens Grand Prix-konkurrent taler flydende dansk: Her er forklaringen

Tysklands Eurovision-deltager har gået i dansk skole hele sin barndom og har derfor et nært forhold til Danmark.

Når årets store Eurovision-finale ruller over skærmen lørdag aften, gælder det naturligvis om at heppe på Danmark og Rasmussens 'Higher Ground'.

Men når du nu alligevel sidder klar med dannebrogsflaget, ja så kan du altså også godt kippe med det, når Tyskland går på scenen som land nummer 11.

For årets tyske deltager, 28-årige Michael Schulte, er nemlig så godt som dansk.

Han er født og opvokset nær Flensborg blandt det danske mindretal i Sydslesvig og har således også gået i dansk børnehave, folkeskole og gymnasium.

- Jeg har elsket at vokse op med to forskellige sprog. Jeg tror, det er noget, der gør en en smule klogere og giver en et bredere syn på verden. Og samtidig har det danske sprog også gjort det lidt nemmere for mig at lære det engelske sprog – også når jeg skriver sange, fortæller Michael Schulte på flydende dansk.

Se Michael Schulte tale dansk og synge en bid af Brødrene Olsens 'Smuk som et stjerneskud' i videoen øverst.

Elsker Danmark

Det danske sprog er dog ikke det eneste, han med glæde husker tilbage på fra sin skoletid. Også det mere afslappede skolesystem, som man har i Danmark i forhold til Tyskland, var han glad for.

- I Tyskland kalder man ikke sin lærer ved fornavn eller siger 'du' til vedkommende, der er det i stedet 'Hr. Hansen'. Det gør man i de danske skoler, og det sætter jeg stor pris på.

- Når jeg selv får børn, ville jeg ønske, de også kunne gå i en dansk skole, men i dag bor jeg i Buxtehude i Niedersachsen, og der er desværre ingen danske skoler, siger Michael Schulte, der faktisk skal være far for første gang til august.

Michael Schulte under prøverne forud for Eurovision-finalen i morgen aften. Bookmakerne spår en placering i top 10 for Tyskland. (Foto: Andres Putting © EBU)

Selvom Michael Schulte altså ikke længere taler dansk i det daglige, holder han stadig meget af Danmark og besøger ofte landet, fordi mange af hans venner er flyttet hertil for at studere. Og så har han været på Roskilde Festival fem-seks gange, fortæller han.

- Jeg elsker Danmark og danskerne! Som folk er de mere afslappede end tyskerne, og det er rart. Jeg er vild med at være i København, det er så smuk en by – og så er jeg pjattet med danske kager og boller, siger han med et grin.

Synger meget personlig sang

Når Michael Schulte, der blev landskendt i Tyskland, da han deltog i The Voice i 2012, i morgen aften indtager Eurovision-scenen for sit hjemland, hviler der et vist pres på hans skuldre.

De seneste tre år i Eurovision er Tyskland nemlig endt sidst to gange og næstsidst en gang.

Sangen, han skal optræde med, hedder 'You Let Me Walk Alone' og er skrevet ud fra hans eget liv.

- Sangen handler om min far, som døde for 14 år siden, så det er en meget personlig sang. Men omvendt håber jeg også, at sangen kan være med til at hjælpe andre, som er i samme situation, siger Michael Schulte og fortsætter:

- Jeg vil gerne minde alle om, at det er vigtigt at holde kontakt til sine forældre og ikke bare ringe til dem en gang om måneden, men måske hver anden-tredje dag. I det daglige kan man nemt glemme, at det altså ikke er en selvfølgelighed, at man har sine forældre hos sig hele livet. De, der stadig har deres forældre, tænker nok ikke så meget over det, men når man har mistet sin far i en ung alder, så mærker man virkelig, hvor meget han ikke er der, siger han.

Skrevet sammen med dansker

Sin Eurovision-sang har Michael Schulte skrevet sammen med blandt andre den danske sangskriver Thomas Stengaard, der også var en af sangskriverne bag Emmelie de Forests Eurovision-vinder 'Only Teardrops'.

De to har længe gerne villet arbejde sammen, og da Thomas Stengaard tidligere i år blev inviteret på en sangskriverlejr af tysk tv med det formål at skrive sange til det nationale Melodi Grand Prix, ja så lykkedes det altså endelig de to at komme i gang.

Se Michael Schulte i greenroom under Eurovision-semifinalen:

- På den måde er min sang jo også meget dansk, så jeg håber da, at danskerne vil stemme på mig, siger Michael Schulte og tilføjer:

- Men selvfølgelig kun, hvis de altså kan lide sangen!

Se finalen af Eurovision Song Contest lørdag aften klokken 21 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter