Rebekka Thornbech - Your Lies

Sang 02: Rebekka Thornbech har et erfarent sangskriverteam bag sig, når hun skal synge popsangen 'Your Lies' til Dansk Melodi Grand Prix i Odense.

Rebekka Thornbech er et ubeskrevet blad i Grand Prix-sammenhæng, men har spillet og skrevet musik, siden hun var helt lille.

Sidste år hittede hun med singlen 'Woman' og 8. marts - samme dag som Dansk Melodi Grand Prix - udkommer hendes debutalbum 'So Be It'. Nu gælder det imidlertid sangen 'Your Lies':

- Jeg synes, at Grand Prix er en fantastisk mulighed, for at så mange som muligt får lov at høre, hvilken slags musik jeg står for.

'Your Lies' er en popsang med fødderne plantet i country og folk og jeg synes, at sangen repræsenterer mig, og hvad jeg gerne vil som kunstner, forklarer Rebekka Thornbech.

Søstrene er med på scenen

Hun lader sig blandt andet inspirere af Tom Waits, Bonnie Raitt og Emmylou Harris, og det vil man kunne mærke, når Rebekka indtager Grand Prix-scenen flankeret af sine to søstre på kor, tamburin og mundharmonika.

- Jeg har altid mine to søstre med som korsangere og de skal også med til Dansk Melodi Grand Prix. Det kommer ikke til at være et stort glittershow, det ville stride imod sangen og imod det, jeg ellers laver, uddyber Rebekka Thornbech, der endnu ikke helt kan begribe, hvor stort et show hun snart bliver en del af:

- Jeg er slet ikke nået til at tænke på, at man rent faktisk kan vinde!

Sangskriverne Danne Attlerud, Gustav Eurén, Niclas Arn. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR Presse)

Om sangskriverne:

Det er den svenske udgave af Melodi Grand Prix, kaldet Melodifestvalen, der har bundet sangskriverteamet bag 'Your Lies' sammen. I 2000 mødtes de ved den populære svenske musikkonkurrence, og siden har Gustav Eurén og Niclas Arn stillet op med fire sange, mens Danne Attlerud har leveret 9 sange i den svenske konkurrence.

Desuden har Danne Attlerud skrevet 12 Grand Prix-sange uden for Sverige, men Danmark er noget særligt:

- Der kommer altid gode sange fra Danmark i Det Internationale Grand Prix. Det er tydeligt, at der er et særligt fokus på sangskrivningen her. Derfor er vi også ekstra stolte over at have fået en sang med i Dansk Melodi Grand Prix, siger Danne Attlerud.

https://www.youtube.com/watch?v=ECdWPPHR2-8

Facebook
Twitter