Hun er en kvinde med mange jern i ilden, og nu er hun så klar til at kaste sig over endnu et projekt – nemlig Dansk Melodi Grand Prix 2018.
Her stiller 31-årige Rikke Ganer-Tolsøe, der er født og opvokset i Glostrup og på Amager, men i dag bor i Hvidovre med sin syvårige søn, op med nummeret 'Holder fast i ingenting'.
Rikke Ganer-Tolsøe har sunget hele sit liv, men det var først for tre år siden, da en veninde delte en optræden med hende på Facebook, at hun begyndte at synge for offentligheden.
Siden da er det gået stærkt, og Rikke Ganer-Tolsøe har i dag en Facebook-side med adskillige følgere, hvor hun deler både sine egne sange og covernumre, ligesom hun er en efterspurgt sangerinde særligt til bryllupper.
Ved siden af musikken bruger Rikke Ganer-Tolsøe størstedelen af sin tid på kvindeuniverset kvinderudenfilter.dk, som hun selv stiftede i 2015.
Rikke Ganer-Tolsøes optræden til Dansk Melodi Grand Prix 2018 bliver hendes største optræden nogensinde, og selvom hun glæder sig enormt, har hun også et par betænkeligheder, indrømmer hun.
- Det bliver superuvant for mig at skulle op på så stor en scene med lysshow, dansere og alt muligt. Jeg tænker ikke, jeg selv skal hoppe alt for meget rundt – det er kondien ikke til, siger Rikke Ganer-Tolsøe.
Succesproducer og hitsangerinde står bag
Bag 'Holder fast i ingenting' står en trio af erfarne danske sangskrivere, der tidligere har bevist, at de ved alt om, hvordan man skruer en effektiv popsang sammen. Det gælder nemlig Rune Braager, Clara Sofie Fabricius og Andrea Emilie Fredslund Nørgaard.
Rune Braager har tidligere arbejdet sammen med en lang række danske og internationale kunstnere som Sanne Salomonsen, Joey Moe, Hot Chelle Rae og Jillian O.
Han deltager i år med sine bidrag nummer ni og ti i Dansk Melodi Grand Prix.
Ud over at være med på 'Holder fast i ingenting' står han også som afsender på sangen 'Music for the Road', der synges af Albin Fredy.
Clara Sofie Fabricius debuterer som sangskriver i Dansk Melodi Grand Prix, men har gennem de seneste ti år markeret sig på musikscenen herhjemme med egne hits som 'Når tiden går baglæns' og 'Brænd mig helst'. Hun har udgivet foreløbigt fire album i eget navn, hvoraf det seneste, 'Understrøm', udkom i 2016.
Sidste år var hun desuden med til at skrive og producere vindersangene til Thomas Blachmans to X Factor-finalister, Mia og Chili.
Sin debut som Grand Prix-sangskriver får også Andrea Emilie Fredslund Nørgaard. Hun opnåede i 2015 rotation på P3 med singlen 'Glasskår' og har desuden udgivet singlen 'Vilde heste'.
Sårbar og længselsfuld
Bidragsproducer på Dansk Melodi Grand Prix 2018, Mads Enggaard, siger følgende om 'Holder fast i ingenting'.
- Rikke Ganer-Tolsøe synger 'Holder fast i ingenting' med en sårbar mildhed, der understreger poesien i teksten til den i øvrigt meget dansevenlige sang.
- Det er en sang, der handler om at være adskilt fra den, man elsker, og Rikke, som har masser af erfaring i at formidle følelser gennem musik, udtrykker den umiddelbare længselsfuldhed, samtidig med at hun ikke er bange for at vise noget kant og bid.