Rygterne svirrer - hvem bliver vært til Det Internationale Grand Prix?

Der er gang i rygterne om, hvem der skal være værter til Det Internationale Melodi Grand Prix. DR glæder sig til at give svaret - bare ikke endnu.

(Foto: Urs Flueeler/Bjarne Bergius Hermansen/Agnete Schlichtkrull © Scanpix/Type 1/DR)

Hvem får lov at stå på scenen i B&W-hallerne og sige "Good Evening Europe"?

Der har været gang i rygterne længe - men efter semifinale-lodtrækningen på Københavns Rådhus har flere af brugerne på DRs officielle Grand Prix-Facebook-side fået øjnene op for en ny mulighed: Tine Gøtzsche og Ulla Essendrop.

- Da jeg så hende (Ulla Essendrop, red.) udføre sit værtskab på lodtrækningen var min første tanke: Her er VÆRTEN til Eurovision. Havde slet ikke tænkt på hende - men det gør jeg nu 100 procent, skriver brugeren Michael Thomsen.

I onsdagens udgave af Her og Nu lyder rygtet derimod på den tidligere Vild med Dans-vært Christiane Schamburg-Müller og DR-værten Lise Rønne. Ifølge bladet er også Nikolaj Koppel i spil som en mandlig vært.

Glæder sig til at afsløre værter

Hos DR er Eurovision-chef Pernille Gaardbo glad for den store interesse for værtsvalget.

- Derfor glæder vi os også enormt meget til at kunne fortælle, hvem der skal være værter, når vi er klar til at fortælle det. Men indtil da er det en velbevaret statshemmelighed, siger hun med et glimt i øjet.

Schmeichel som Eurovision-vært?

Lige siden Danmark vandt Eurovision Song Contest 2013 har der været adskillige bud på, hvem værterne skulle være.

Blandt andet har spillefirmaet Betsafe haft Peter Schmeichel, Mads Steffensen, Simon Kvamm og Lene Nystrøm med på deres liste med odds på værter til Det Internationale Melodi Grand Prix.

Også Louise Wolff, der sidste uge blev offentliggjort som vært til Dansk Melodi Grand Prix 2014 sammen med Jacob Riising, er med på Betsafes liste.

Rygter om Lie Kaas og Sidse Babett

Før jul lavede dagbladet B.T. også en rundspørge til en række af "landets mest drevne og opdaterede castere" for at få de oplagte navne på danske Eurovision-værter frem.

Her blev især Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin fremhævet - men også navne som Pernille Rosendahl, Nukâka Coster-Waldau og Trine Dyrholm, selv tidligere Grand Prix-sangerinde, bliver nævnt.

Facebook
Twitter