Så du det? Mand stjæler mikrofonen fra deltager midt i Eurovision-finalen

Under Storbritanniens optræden ved lørdagens Eurovision Song Contest løber en uindbudt gæst op på scenen.

Da den britiske SuRie forsvarede sit lands ære ved dette års Eurovision Song Contest, forløb hendes optræden ikke helt som planlagt.

Hun blev nemlig afbrudt af en 'baneløber', da en fremmed person iført rygsæk midt under sangen klimaks stormede op på scenen og forsøgte at tage mikrofonen fra sangerinden.

Portugisisk tv, der står for at afvikle showet, fik hurtigt klippet væk fra den uindbudte gæst, og publikum i salen måtte se måbende til, mens den fremmede mand blev ført væk af vagterne.

Det var vanskeligt at høre, hvad manden sagde, men ifølge BBC lød ordene angiveligt: "Nazis of the UK media, we demand freedom."

I løbet af søndagen rapporterer flere medier, at sceneløberen er den såkaldte 'Dr ACactivism', der igennem de seneste år også har været løbet op på scenen i flere britiske tv-shows som blandt andre The Voice UK.

Og ud fra billeder af 'Dr ACactivism' fra hans tidligere optrin ligner det unægteligt også dén mand, der stormede scenen lørdag aften.

Det afkræfter altså lørdagens forlydener om, at det skulle have været den kendte baneløber, Jimmy Jump, der tidligere har stormet den store Eurovision-scene.

Se optrinnet i videoen herover.

Vil ikke optræde igen

Arrangøren EBU beklager episoden:

- Den ansvarlige er lige nu i politiets varetægt, lyder det i en udtalelse fra arrangøren af konkurrencen.

De har tilbudt den britiske sangerinde at optræde igen. Men det har hun takket nej til.

- SuRie og hendes hold er ekstremt stolte af hendes optræden og har sammen besluttet, at der overhovedet ikke er nogen grund til at optræde med sangen igen, lyder det fra BBC.

Fra panik til støtte til SuRie

Publikum var chokerede, da manden løb på scenen, fortæller et øjenvidne, Sebastian Diaz, til fansitet Wiwibloggs:

Et øjnevidne i salen fortæller, at der var stor forvirring, da manden løb på scenen.

- Publikum i "golden circle" foran scenen var lammet af frygt og så forvirrede på hinanden, siger han.

- SuRie greb en anden mikrofon og kæmpede videre. Stemningen blandt publikum skiftede fra panik til støtte. Vi kunne alle sammen straks se, at sangen fik en helt ny betydning, siger han om nummeret, der bærer titlen 'Storm'.

Scenen er blevet stormet før

Det er langt fra første gang, at der er ubudne gæster på scenen under Eurovision Song Contest.

I 1964 løb en mand på scenen i Tivolis Koncertsal i København, da Danmark var vært. Han nåede at vise et skilt frem med teksten "Boykot Franco og Salazar", inden han blev fjernet fra scenen.

I 2010 indtog Jimmy Jump scenen midt under Spaniens nummer. Spanien fik lov til at fremføre deres sang igen, og Jimmy Jump fik en bøde på 15.000 norske kroner.

I 2010 blev Spaniens Eurovision-optræden afbrudt af baneløberen Jimmy Jump. Landet fik herefter lov til at optræde én gang til. (Foto: Daniel Sannum Lauten © Scanpix)

Og i 2017 løb en ukrainsk journalist ved navn Vitalii Sediuk på scenen og blottede sine baller foran de 100 millioner tv-seere, mens værtslandet Ukraines stolthed, Jamala, optrådte. Han fik en bøde på 284 euro for sin ugerning.

Se klippet fra 2017, hvor der moones:

Facebook
Twitter