Sang 04: Louise Dubiel

Louise Dubiel glæder sig til at deltage i Melodi Grand Prix med en dansk sang, og hun har et stærk hold bag sig. 'Rejs dig op' er skrevet med Rune Braager og Casper Lindstad.

Louise Dubiel synger sang nr. 4, 'Rejs dig op'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Louise Dubiel glæder sig til at deltage i Melodi Grand Prix med en dansk sang, og hun har et stærk hold bag sig. 'Rejs dig op' er skrevet med Rune Braager og Casper Lindstad.

Louise Dubiel fra Hellerup har stået på mange store scener ved massevis af koncerter, og er allerede en erfaren kvinde indenfor musikken. Hun har udgivet sit debutalbum 'Alle kneb gælder' på Universal, er i øjeblikket i gang med at lave ny musik, og snart gælder det Dansk Melodi Grand Prix 2013, hvor hun deltager med sangen 'Rejs dig op'.

- Nu har jeg heldigvis prøvet at stå på store scener før, men det her bliver helt sikkert den største, og det mest intense og spændende show, så jeg skal helt sikkert øve en hel masse. Og så skal jeg ud at gå mine runder på scenen, når jeg ankommer til Herning, så jeg kan vænne mig til den, og vænne mig til størrelsen af salen og publikum, forklarer Louise, der mener, at det gælder om at skille sig ud fra mængden, hvis man vil vinde en konkurrence som Grand Prix'et.

Hun ser frem til at deltage i konkurrencen med en dansk sang, og håber på både at kunne inkludere publikum i Boxen i Herning, og folk hjemme i stuerne, når hun træder op på den store scene:

- Jeg håber på at opnå den dér særlige samhørighedsfølelse med publikum, der er det allerfedeste ved en god koncert, hvor alt andet ellers klapper, fortæller Louise, der mener, at hun bidrager til konkurrencen med en rigtig god sang, som, med hendes egne ord, kan hjælpe en "højrøstet og mavekrillende opstemt stemning" på vej, når Grand Prix'et løber over skærmen 26. januar.

Rune Braager, Louise Dubiel og Casper Lindstad. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR)

Om sangskriverne

:
Louise har skrevet 'Rejs dig op' sammen med Rune Braager, der ikke er uvant med hvordan en god popsang skal skæres: Han har skrevet for både Sukkerchok (der deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2009 og 2010), den danske rock-mama Sanne Salomonsen og succesfulde Joey Moe.

Runes store erfaring som sangskriver har lært ham, at dét, der kræves af en Grand Prix-vinder, er kombinationen af den bedste sang, den bedste artist og det bedste sceneshow. Han beskriver 'Rejs dig op' som "en storladen power-pop-pack med et alvorligt budskab inden i".

Tredje mand på Louises hold er Casper Lindstad, der ligeledes er et velkendt navn i den danske popverden. Han har fungeret som sangskriver for blandt andre Sys Bjerre, Joey Moe og Anna David. Han beskriver 'Rejs dig op' som en "energisk og positiv" sang, og mener den vil stikke lidt ud fra mængden. Han vurderer, at Louise har gode chancer for at vinde Dansk Melodi Grand Prix, for, som han siger:

- Louise en sej pige, som garanteret kommer til at levere en god performance!

Louise en sej pige, som garanteret kommer til at levere en god performance

Casper Lindstad

BLÅ BOG:

Hvordan er det gået til, at du skal være med i Dansk Melodi Grand Prix?
Ja det ved jeg heller ikke, jeg føler mig også rigtig heldig! Jeg har jo selv set rigtig meget Melodi Grand Prix - især som barn, da der virkelig var noget ved det med 'Hallo hallo', 'Alt det som ingen ser' osv. Det er jo et helt magisk show, så jeg har også selv lidt svært ved at fatte, at jeg skal være med.

Beskriv din sang med nogle stikord!
Stor og stærk. Smukt budskab. Ørehænger.

Hvad skal seerne forvente af dit show til Grand Prix-finalen?
De kan godt se frem til et flot og festligt show. De bliver forhåbentligt revet med af stemningen hjemme i stuerne.

Hvordan kan du være med til at forny Dansk Melodi Grand Prix?
Jeg synes det er på tide, at der kommer flere danske sange tilbage i det danske Melodi Grand Prix. Vi har skrevet en dansk sang, som er en rigtig ørehænger med et glædeligt budskab, og jeg synes gerne der må blive plads til flere af den slags i Grand Prix'et fremover.

Hvad er det første øjeblik, som du kan huske fra Melodi Grand Prix?
Jeg tror, det var da jeg sad på gulvet hjemme hos min mor og far foran fjernsynet, og så Birthe Kjær synge 'Vi maler byen rød' i et kæmpestort, rødt skrud. Der blev jeg altså fan! Hold da op, hvor så hun sød ud og havde en flot kjole på! Jeg var 5 år gammel dengang.

Hvordan fandt du ud af, du gerne ville være sanger?
Det lå ligesom bare til mig at synge, men det har været en meget gradvis proces. Jeg troede altid kun jeg var god nok til at dyrke det på hobbyplan, men jo flere fremmede, der roste mig for min sang nu og da, des mere overbevist blev jeg. Der var faktisk engang en pige på toilettet i Palads der hørte mig nynne mens jeg vaskede hænder - hun spurgte, om jeg havde et band, og sagde, jeg sang virkelig godt. Jeg var nok 16 år. Jeg husker stadig på det den dag i dag. Så ros folk - det virker!

Hvad er det største øjeblik, du har oplevet som sanger indtil nu?
Jeg udgav mit debutalbum i 2010, og den første gang, jeg hørte mit eget nummer i radioen - det var nok det største øjeblik! For jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville komme til at få min egen musik i radioen! Jeg kørte i bil med min mor, og vi blev så chokerede, at vi blev nødt til at holde ind til siden. Så tog vi ind på en café og fejrede med en øl (og min mor og jeg drikker ellers ikke så tit øl sammen - just for the record).

Hvilken sang er din yndlings-sang fra Melodi Grand Prix, og hvorfor?
Jeg tror det må være 'Hallo hallo'. Jeg var simpelthen SÅ imponeret over den kæmpe orange telefon, de rullede ind på scenen, og jeg var så vild med den sang! Jeg har sunget den mange, mange gange!

Hvis du skulle være en stjerne fra Grand Prix-historien for en aften, hvem skulle det så være - ABBA, Dana International, Brdr. Olsen? - Eller en helt fjerde?
Kan man vælge ABBA?! Jeg ville da helt klart være én af pigerne fra ABBA! Eller faktisk måske hellere Björn eller Benny, der skrev musikken? Jeg var kæmpe ABBA-fan som barn, og er det stadigvæk. Det band har simpelthen skrevet så mange fede numre, at det ikke er til at forstå.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326fea2a11f9d1b2c78ab79http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326fea2a11f9d1b2c78ab7c