Hun skrev sig ind i rekordbøgerne, da hun i 1994 debuterede som nummer ét på den britiske singlehitliste med sin første single 'Saturday Night'.
Dengang optrådte hun under navnet Whigfield, men i dag bruger sangerinden bag, Sannie Carlson, blot sit fornavn som kunstnernavn.
Det gælder også, når hun nu debuterer i Dansk Melodi Grand Prix.
Op gennem halvfemserne hittede Sannie med hits som 'Another Day', 'Think of You' og 'Big Time' over store dele af Europa og i Australien, og den dag i dag turnerer hun stadig verden rundt.
De sidste par somre har hun også kunnet opleves herhjemme som en del af koncert-turneen 'Vi elsker 90'erne'.
I 2012 udsendte Sannie sit femte og sidste album som Whigfield, og siden navneskiftet har hun bevæget sig fra den lette popmusik mod en mere house-præget lyd. Det resulterede i 2016 i singlerne 'How Long' og 'In the Morning', der begge gik i top fem på de britiske dance-hitlister.
Sannie er født i Skælskør, men tilbragte flere år af sin barndom i Elfenbenskysten. I en årrække havde hun også sin hverdag i storbyerne London og Barcelona, men siden 2004 har hun været bosat uden for Milano i Italien.
Til Dansk Melodi Grand Prix 2018 vender Sannie så hjem til Danmark for en stund – og hun glæder sig.
- Jeg har altid fulgt med i Melodi Grand Prix, så jeg er meget stolt over, at jeg nu selv får lov til at være med. For mig handler det ikke så meget om at konkurrere, men mere om at vise danskerne mit nye projekt. Og selvfølgelig er det også en god undskyldning for at komme tilbage til Danmark og spise masser af leverpostej, siger Sannie.
Har selv skrevet sangen
'Boys on Girls' er blevet til i et samarbejde mellem Sannie selv og den italienske sangskriver og producer Domenico Canu samt den skotske sanger og sangskriver James Reeves.
Domenico Canu er medlem af den italienske gruppe Planet Funk, der i 2000 hittede med 'Chase the Sun', og har derudover arbejdet sammen med populære dance-navne som Scooter, Benny Benassi og Groove Armada.
James Reeves, der som artist kalder sig Sonny Reeves, har tidligere arbejdet sammen med blandt andre den britiske hitmager Tinie Tempah og G FrSH.
Overdådig og elegant
Bidragsproducer på Dansk Melodi Grand Prix 2018, Mads Enggaard, siger følgende om 'Boys on Girls'.
- 'Boys on Girls' sender tankerne i retning af det frie liv, hvor man med en drink i den ene hånd og en delvist påklædt m/k i den anden kan nyde tilværelsen uden at bekymre sig om meget andet end lige nøjagtig, hvad man har lyst til.
- Sannie har årevis af erfaring med at optræde med sine dansevenlige, ørehængende sange og er garant for et overdådigt show, der både har elegance og glimt i øjet.