Se øjeblikket: Danmarks Leonora charmerer hele Europa i Grand Prix-finalen

Se Leonora synge Danmarks bidrag 'Love Is Forever' på Eurovision-scenen.

Lørdag aften gjorde 20-årige Leonora sin entré på scenen ved Eurovision Song Contest-finalen som aftenens sjette deltager.

Her sang hun Danmarks bidrag, Grand Prix-hittet 'Love Is Forever', som hun og hendes danser og korsangere tidligere på ugen havde leveret så flot ved anden semifinale i årets værtsby Tel Aviv, at det kvalificerede dem til finalen.

Og på trods af et sceneshow med både stiger og en gigantisk stol, forløb den danske repræsentants optræden endnu engang nøjagtig, som den skulle.

- Det var helt fantastisk! Det var fedt at mærke opbakningen i salen! Og det var fedt at se stjernehimmelen, sagde Leonora kort efter sin optræden.

Hendes måske sidste i årets Eurovision Song Contest.

- Det er trist! Jeg kunne godt gøre det igen i morgen.

Om den unge sangerindes indsats faldt i god jord hos de europæiske Eurovision-fans og tv-seere, må vi vente med at finde ud af, til dommen falder på pointtavlen senere på aftenen.

- Hvor var det en dejlig optræden fra Danmark!

Sådan lød reaktionen fra Ole Tøpholm, den danske Grand Prix-kommentator.

Publikum i Tel Aviv kvitterede med lysende mobiltelefoner, kor og stort bifald.

Facebook
Twitter