SE TALLENE Danmark vandt Grand Prix-semifinalen - hos seerne

Seerne placerede Rasmussen øverst i torsdagens semifinale. Juryerne havde derimod Danmark helt ude.

Tv-seerne placerede den danske viking Rasmussen højst af alle de 18 sange i vores semifinale i torsdags. Og det blev til toppoint fra seerne i Australien, Ungarn, Holland, Norge, San Marino og Sverige. (Foto: Thomas Hanses © eurovision.tv)

Lørdag aften endte Danmark på en flot niendeplads i årets Eurovision-finale.

Men havde det stået til de professionelle jurygrupper, der uddelte point i Danmarks semifinale i torsdags, ja, så skulle Danmark slet ikke have været i finalen.

Jurygrupperne var nemlig langt fra begejstrede for Rasmussen og vikingehymnen 'Higher Ground', som de placerede på en 12. plads ud af de i alt 18 deltagere.

Men ligesom i finalen var juryerne og seerne heldigvis dybt uenige om det danske bidrag.

Tv-seerne placerede nemlig den danske viking højst af alle de 18 sange, og det blev sågar til toppoint fra seerne i Australien, Ungarn, Holland, Norge, San Marino og Sverige.

Det viser de samlede stemmetal fra de to semifinaler og finalen, som den europæiske tv-union, EBU, offentliggjorde umiddelbart efter finalen lørdag aften.

Ungarn vilde med de danske vikinger

Samlet set blev Danmark nummer fem i torsdagens semifinale - som i øvrigt blev vundet af Norges Alexander Rybak skarpt forfulgt af svenske Benjamin Ingrosso.

Rasmussen og Danmark har altså alene seerne at takke for sin finaleplads, og det var da også seerne, der sikrede Danmark det flotte slutresultat lørdag aften.

Mens juryerne atter var hårde ved Danmark og blot havde os som nummer 20, havde seerne Danmark på en femteplads.

I finalen fik Rasmussen 12 point af både de svenske og de islandske seere - og måske mere overraskende topkarakter både fra de ungarske seere og den ungarske fagjury.

Også tv-seerne i Australien, Finland, Norge, Litauen, Estland, Holland og Ukraine var glade for Danmark og placerede alle Danmark i top tre. I alt 32 lande gav Danmark point i finalen.

I den anden semifinale torsdag kunne også Serbien og Ungarn ligesom Danmark takke seerne for deres finaleplads. Juryerne havde i stedet hellere set Malta, Letland og Rumænien i finalen.

Samlet set endte Georgien sidst i Danmarks semifinale, mens Rusland fik en historisk dårlig placering som nummer 15.

Israel kun nummer fire hos seerne

Den første semifinale tirsdag var på forhånd udråbt til at være den hårdeste semifinale i Eurovisions historie, og ser man på pointene fra tirsdag, gemmer der sig da også lidt af en overraskelse.

Således formåede Israels Netta - som lørdag vandt finalen takket være seerne - kun at placere sig nummer fire hos tv-seerne. Her var det i stedet juryerne, der havde Israel på førstepladsen.

Samlet set vandt Israel dog semifinalen foran Cypern og Tjekkiet, mens Finland og Litauen gik videre på seerstemmer alene.

I tirsdagens semifinale måtte stakkels Island lide den tort at blive klart sidst - endda med nul point fra seerne. Av!

Ari Ólafsson fra Island endte sidst i tirsdagens semifinale med nul point fra seerne. Til gengæld fik han trods alt 15 point fra juryerne. (© Ritzau Scanpix)

Sverige splittede i finalen

Nærlæser man tallene fra gårsdagens finale, er det særligt opsigtsvækkende, hvordan nogle lande virkelig splittede juryerne og seerne.

Den største splitter var noget overraskende Sverige, som juryerne havde på en andenplads, men som seerne dumpede massivt og gav en 23. plads - altså en forskel på 21 pladser.

Ukraine lå derimod sidst hos juryerne, men nummer syv hos seerne - en forskel på 19 pladser.

Herefter kom Danmark med en forskel på 15 pladser mellem juryer og seere, ligesom der også var stor uenighed om Australien, Italien og Østrig.

Juryerne havde Østrig som vinder - seerne havde dem kun som nummer 13.

Cesár Sampson fra Østrig lå til at vinde, da juryerne havde afgivet deres stemmer, men så dumpede seerne ham. Samlet set endte Østrig dog på en flot tredjeplads. (© Ritzau Scanpix)

Se det samlede resultat af semifinalerne herunder - og gå selv på opdagelse i juryernes og seernes stemmer i alle tre shows her.

Resultat af semifinale 2

  1. 1

    Norge - 266

  2. 2

    Sverige - 254

  3. 3

    Moldova - 235

  4. 4

    Australien - 212

  5. 5

    Danmark - 204

  6. 6

    Ukraine - 179

  7. 7

    Holland - 174

  8. 8

    Slovenien - 132

  9. 9

    Serbien - 117

  10. 10

    Ungarn - 111

  11. 11

    Rumænien - 107

  12. 12

    Letland - 106

  13. 13

    Malta - 101

  14. 14

    Polen - 81

  15. 15

    Rusland - 65

  16. 16

    Montenegro - 40

  17. 17

    San Marino - 28

  18. 18

    Georgien - 24

Resultat af semifinale 1

  1. 1

    Israel - 283

  2. 2

    Cypern - 262

  3. 3

    Tjekkiet - 232

  4. 4

    Østrig - 231

  5. 5

    Estland - 201

  6. 6

    Irland - 179

  7. 7

    Bulgarien - 177

  8. 8

    Albanien - 162

  9. 9

    Litauen - 119

  10. 10

    Finland - 108

  11. 11

    Aserbajdsjan - 94

  12. 12

    Belgien - 91

  13. 13

    Schweiz - 86

  14. 14

    Grækenland - 81

  15. 15

    Armenien - 79

  16. 16

    Hviderusland - 65

  17. 17

    Kroatien - 63

  18. 18

    Makedonien - 24

  19. 19

    Island - 15

Facebook
Twitter