Signe Svendsen vandt Dansk Melodi Grand Prix - og så fik hun nok

Signe Svendsen blev landskendt med Rollo & King i 2001. Siden er det lykkedes hende at blive sangerinde på egne præmisser.

- Jeg stemplede ud af cirkusset, fortæller Signe Svendsen, der blev folkeeje sammen med Rollo & King i 00'erne. (Foto: Claus Bech (2016) Bent Midstrup (2001) © sCANPIX)

- Du skal være den nye Olivia Newton-John!

Den sætning var der flere, der sagde til sangerinden Signe Svendsen efter sejren i Dansk Melodi Grand Prix i 2001.

Her var hun på scenen med Rollo & King, der vandt den danske udgave af konkurrencen med 'Der står et billede af dig på mit bord' og siden blev nummer to ved Eurovision.

Men Signe Svendsen selv synes ikke, hun skulle nyde noget af at gå i den engelsk-australske popstjernes fodspor.

Signe Svendsen

Blev kendt i 2001 efter sin medvirken i Dansk Melodi Grand Prix.

Har udgivet tre soloalbum: 'Ny passager' (2010), 'Kun de faldne rejser sig' (2013) og 'Rift' (2016).

Turnerer nu rundt omkring i Danmark med sine egne sange.

- Tiden omkring Melodi Grand Prix dengang var selvfølgelig heftig og vild på alle måder. Jeg blev landskendt, hvilket er en sær ting at være i, lyder det fra sangerinden, der i dag er 43 år gammel.

Væk fra rampelyset

Signe Svendsen træk sig fra rampelyset, gjorde sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium færdig og brugte efterfølgende en del år på at finde sig selv rent musikalsk.

- Jeg stemplede ud af cirkusset, fordi jeg vist var havnet i et hjørne af branchen, som jeg havde svært ved at se mig selv blive i. Jeg var i gang med at skrive sange allerede dengang, men de sange og den musik, jeg lavede, passede ikke ind i det univers, fortæller Signe Svendsen og fortsætter:

- Jeg ville gerne starte forfra på mine egne præmisser, og det gjorde jeg så. De folk, der gerne ville samarbejde dengang, ville gerne have mig til at blive i genren og forme mig derfra. Det var jeg ikke interesseret i.

Se Signe Svendsen optræde i Dansk Melodi Grand Prix 2001 i videoen her:

Fra korsanger til solokarriere

I 2010 udgav Signe Svendsen sit debutalbum 'Ny passager', som siden er blevet efterfulgt af albummet 'Kun de faldne rejser sig igen' fra 2013 og 'Rift' fra 2016.

Men selvom der er gået 17 år og tre album siden Grand Prix-sejren, brænder Signe Svendsen stadig for musikken.

Jeg er et godt sted i livet lige nu. Jeg føler, jeg står solidt og sikkert på egen grund.

Signe Svendsen

- Jeg sidder lige nu og arbejder på mit fjerde album, imens jeg spiller solokoncerter og planlægger turné med mit band til efteråret. Det er en dejlig afveksling at gå i sangskriver-hi og være en lille smule på landevejen samtidig.

Den tidligere Grand Prix-stjerne tænker tilbage på Melodi Grand Prix som et vildt minde, men er samtidig endnu gladere for, hvor hun befinder sig i livet nu.

- Jeg er et godt sted i livet lige nu. Jeg føler, jeg står solidt og sikkert på egen grund. Solokoncerterne har helt klart gjort mig stærk, både som musiker og som menneske, fortæller Signe Svendsen.

Hør 'Strejfer', som er en af singlerne fra albummet 'Rift', her og se musikvideoen her.

Spændende projekter forude

Solokarrieren, der har givet hende mulighed for at leve af musikken, har allerede budt på masser af oplevelser. Og der er stadig masser af planer forude.

- Nye sange og en turné med bandet. Jeg skal i gang med et andet skriveprojekt, og der er også andre anderledes projekter på tapetet. Men nu må jeg lige se, hvad jeg får tid til, fortæller Signe Svendsen og afslutter:

- Jeg håber, at folk derude bliver ved med at kigge forbi til mine koncerter. Det er dér, det hele giver mening!

Oplev Signe Svendsen i 'Gejst' onsdag kl. 21.55 og husk at se Dansk Melodi Grand Prix 2018 på lørdag kl. 20. Begge programmer bliver sendt på DR1 og kan også ses på DR TV.