Skulle have forsvaret de rød-hvide farver lige nu: Grand Prix-vindere overrasker med ny sang

Ben & Tan fortsætter samarbejdet trods Eurovision-aflysning.

Vinderne af Dansk Melodi Grand Prix 2020, Ben & Tan, er nu klar med ny musik. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

De skulle egentlig have stået på scenen som Danmarks repræsentanter ved årets Eurovision Song Contest. Men sådan blev det ikke.

Årets europæiske musikfest, der skulle have fundet sted lørdag, er nemlig blevet aflyst grundet coronapandemien, og dermed får duoen Ben & Tan ikke chancen for at synge deres Grand Prix-bidrag, 'Yes', live for hele Europa.

Men i stedet for at ærgre sig gule og blå - eller røde og hvide - over Eurovision-eventyret, der aldrig for alvor kom i gang, har Ben & Tan valgt at udgive en helt ny single i håbet om at sprede endnu mere musikalsk glæde.

Nummeret hedder 'Summer Nights' og lægger sig rent musikalsk tæt op ad duoens vindersang 'Yes'.

Hør 'Summer Nights' her, mens du læser videre:

0:00

Og tænker du nu, når du hører nummeret, at melodien virker bekendt, så har du helt ret. Sangen er nemlig en nyfortolkning af rocklegenden Johnny Madsens hit 'Stjernenat' fra 1988.

- Jeg synes, det er virkelig fedt, vi kan tage sådan et gammelt rocknummer og nyfortolke det på den her måde. Det er fedt at få pustet nyt liv i en gammel dansk sang som 'Stjernenat', som folk på vores alder måske ikke kender, lyder det fra Benjamin "Ben" Rosenbohm, der udgør den ene halvdel af duoen.

Hør 'Stjernenat' med Johnny Madsen her, mens du læser videre:

0:00

Hans duetpartner, Tanne "Tan" Balcells, beskriver nummeret som "følelsen af at sidde under en lyserød sommerhimmel sammen med alle sine bedste venner", og Ben & Tan håber, at nummeret kan være med til at sprede lidt ekstra glæde i en tid, som ellers kan virke dyster og trist.

- Vi håber, at 'Summer Nights' kan ses som en fejring af, at vi forhåbentlig snart får lov til at samles igen, tage til fester og bruge sommernætterne på stranden med vores venner. Og hvis vi skal vente på de ting lidt endnu, så kan den måske give en form for håb om, at det nok skal ske snart, siger 17-årige Benjamin Rosenbohm.

'Summer Nights' er blot duoens anden single sammen, og ifølge de unge musikere har de været mere inde over arbejdet med det nye nummer, end da de indspillede deres Grand Prix-vindersang, 'Yes'.

- Når man er med i en konkurrence som Melodi Grand Prix, er der en masse dygtige mennesker, som har en holdning og kommer med input. Det er superfedt, men det har været sjovt at få lov til at få lidt mere indflydelse denne gang, siger Benjamin Rosenbohm.

Hitter i Sverige og Tyskland

Selvom duoen lige nu kan glæde sig over den nye single, så indrømmer de, at det kan være svært helt at abstrahere fra, at de i disse dage skulle have stået på Eurovision-scenen, hvis ikke konkurrencen var blevet aflyst.

- Da vi fik at vide, at der ikke måtte være publikum ved Dansk Melodi Grand Prix, kunne jeg godt regne ud, at der nok ikke ville blive noget Eurovision. Derfor nåede jeg aldrig at tænke: "Wow, vi skal til Eurovision", for det har hele tiden været lidt usikkert, siger Tanne Balcells om Eurovision-finalen, der blev aflyst for to måneder siden.

- Men i de her dage popper tanken da lige op i ens hoved. Der kan det være svært ikke at tænke: "Okay, nu går jeg rundt her i København, men jeg skulle egentlig have været til Eurovision i Rotterdam". Det er da lidt mærkeligt at tænke på.

Ben & Tan blev vinderne af Dansk Melodi Grand Prix 2020. Her ses de på scenen under showet i en tom Royal Arena. Grundet coronakrisen var publikum nemlig nægtet adgang til showet. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Selvom årets Eurovision Song Contest ikke bliver til noget, har flere lande dog søsat forskellige initiativer, hvor seere og musikeksperter bedømmer og stemmer blandt årets sange, og her har Ben & Tan klaret sig ganske flot.

I Island har det danske bidrag for eksempel fået en flot fjerdeplads ud af årets 41 sange, i Sverige en femteplads hos tv-seerne og i Finland en sjetteplads. I Benjamin Rosenbohms hjemland, Tyskland, er det danske bidrag også havnet i top ti.

- Jeg har set det tyske program, hvor der var en række kendte mennesker, der skulle kommentere på sangene. Jeg må indrømme, jeg faktisk sad og fangirlede lidt, for det var altså ret vildt at se folk, jeg er vokset op med, sidde der og tale om vores sang, siger Benjamin Rosenbohm, der er halvt tysk og boede i Tyskland, til han var seks år.

Lørdag aften afholder tysk tv deres eget mini-Eurovision, hvor seerne skal kåre deres favorit blandt de ti udvalgte sange, og her kommer Ben & Tan sågar til at optræde live i showet, hvor de altså kæmper om titlen som Tysklands bud på en Eurovision-vinder.

Hvordan det var gået for Ben & Tan i den officielle Eurovision-konkurrence, får vi aldrig svar på, men selv tror duoen, at de havde gode chancer for at score sig en god placering.

- Det er svært at spå om, men jeg har set afstemninger på nettet, hvor vi lå placeret mellem en sjetteplads og en tiendeplads, og det havde da været fedt. Jeg tror reelt, vi havde en god chance for at klare os godt, fordi 'Yes' er så positiv og glad, som en Eurovision-sang i mine øjne skal være, siger Tanne Balcells.

Se Ben & Tan optræde med 'Yes' i Dansk Melodi Grand Prix 2020 her:

Vil ikke afvise Grand Prix-comeback

I stedet for årets Eurovision-finale sender DR lørdag aften, sammen med en lang række andre europæiske tv-kanaler, showet 'Eurovision: Europe Shine a Light', som skal sprede Eurovision-glæde på tværs af kontinentet trods den ærgerlige aflysning.

Undervejs i showet vil der blive vist et klip fra 'Yes', ligesom Ben & Tan også medvirker i en fællessang sammen med årets andre deltagere.

- Jeg synes, det er et vildt godt initiativ, og det giver os en eller anden form for closure (afslutning). Tænk, hvis de bare havde sagt: "Nå, det er aflyst, tak for nu, vi ses aldrig igen". Det er en god måde at slutte det her forløb af på, nu der ikke bliver noget ægte Eurovision - både for os og for de mange fans, siger Tanne Balcells.

Men selvom det sidste kapitel i duoens noget kaotiske Eurovision-eventyr nu bliver lukket, så har Ben & Tan fortsat planer om at lave mere musik sammen. Om det også bliver til et comeback på Grand Prix-scenen, vil de ikke afvise.

- Så længe vi alle synes, det er sjovt, så er der ingen grund til at slutte vores samarbejde, men om det bliver til mere Grand Prix er svært at svare ja eller nej til. Det handler meget om, hvorvidt der er en god sang til os, og om vi har lyst på det tidspunkt, siger Benjamin Rosenbohm, mens Tanne Balcells tilføjer:

- Vi skal nok lige se alle omstændighederne an, men vi afviser bestemt ikke, at vi kunne finde på at deltage igen, for det var jo sindssygt sjovt at være med i år.

Tanne Balcells og Benjamin Rosenbohm deltog begge i sidste års sæson af 'X Factor'. Her endte Tanne Balcells på en fjerdeplads som en del af gruppen Echo, mens Benjamin Rosenbohm scorede sig en andenplads i finalen. (Foto: Agnete Schilchtkrull © dr)
Facebook
Twitter