Smidt ud af Grand Prix - nu svarer Rusland igen

Ukraines beslutning om at nægte Ruslands Grand Prix-deltager adgang til landet kritiseres nu i skarpe vendinger fra Moskva.

Ved sidste års Eurovision Song Contest i Stockholm fik det russiske bidrag, Sergey Lazarevs 'You Are the Only One', flest stemmer af de europæiske seere. Ruslands deltagelse i konkurrencen i år ser nu ud til at hænge i en meget tynd tråd. (Foto: Eurovision.tv)

"Skandaløs, kynisk og umenneskelig."

Det er de ord, en talsmand fra det russiske udenrigsministerium, Grigory Karasin, vælger at sætte på den beslutning, som værtslandet for årets Eurovision Song Contest, Ukraine, traf onsdag eftermiddag.

Det fortæller DRs Rusland- og Ukraine-korrespondent, Matilde Kimer.

Den ukrainske regering og den nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste, SBU, fastslog onsdag, at den russiske Grand Prix-deltager, Julia Samoylova, ikke er velkommen i Ukraine de kommende tre år, fordi hun har brudt landets lovgivning ved - i ukrainsk optik - at besøge den omdiskuterede halvø Krim illegalt i 2015.

Julia Samoylova optrådte på Krim-halvøen i 2015. Hun ankom via russiske luftrum i stedet for at tage via den officielle, ukrainske grænseovergang. Og dermed opholdt hun sig illegalt på ukrainsk territorium og er derfor ikke velkommen i landet, lyder det nu fra Ukraine. (Foto: Maria Antipina/Scanpix)

Truer med fremtidig boykot

Ukraines beslutning om at udelukke Ruslands deltager fra Eurovision bliver altså mødt med skarp kritik fra Rusland, hvor flere politikere ifølge BBC allerede er ude med flere forskellige krav til European Broadcasting Union, EBU, der er den overordnede arrangør af sangkonkurrencen.

Én politiker foreslår, at konkurrencen - der skal afvikles i begyndelsen af maj - flyttes til et andet land, mens en anden advarer om, at Rusland vil boykotte alle fremtidige udgaver af Eurovision, hvis ikke EBU griber ind over for Ukraines beslutning og finder en ny løsning.

I en meddelelse fra EBU lyder det, at man er "skuffet" over Ukraines beslutning, som man mener strider mod alt det, Eurovision Song Contest står for.

Man henviser til, at man er nødt til at respektere ukrainsk lovgivning, men håber fortsat på, at beslutningen om udelukkelsen af den russiske deltager er til genforhandling.

- Vi vil fortsætte dialogen med de ukrainske myndigheder med det formål at sikre, at alle kunstnerne kan optræde ved den 62. udgave af Eurovision Song Contest i Kiev i maj, lyder det fra EBU.

Grand Prix-boss håber på løsning

Hvorvidt Rusland eventuelt har mulighed for at sende en anden end Julia Samoylova af sted til Ukraine - og om Rusland overhovedet er interesseret i det - er endnu uvist.

Uanset hvad der sker frem mod maj, er i dag en trist dag for Eurovision Song Contest.

Det mener DRs underholdningschef og Melodi Grand Prix-ansvarlig, Jan Lagermand Lundme.

- Det er super, super ærgerligt det her. Ukraines afgørelse gør præcis det modsatte af, hvad der er hensigten med Eurovision - den adskiller i stedet for at samle. Det er klart, det er svært at gå imod ukrainsk lovgivning, men jeg håber virkelig, at man får konflikten løst på en eller anden måde, for det er så ærgerligt, når der går politik i Eurovision.

- Eurovision Song Contest er et stort event, hvor hele Europa skal samles om musik, og den slags fællesskaber har vi brug for, siger Jan Lagermand Lundme.

Det er første gang nogensinde, siden Eurovision Song Contests begyndelse i 1956, at et værtsland nægter et af de øvrige deltagende landes solist adgang til konkurrencen.