Større end nogensinde: Sådan bliver Danmarks sceneshow i Melodi Grand Prix

Få et smugkig på Leonoras anden prøve – og den største rekvisit i dansk Grand Prix-historie.

Leonora omgivet af sine korsangerinder og dansere under prøven fredag eftermiddag. Ifølge bookmakerne bliver det igen i år til en finaleplads for Danmark. (Foto: Andres Putting © EBU)

Vi har haft en stor krone og store balloner. Flag, fyrværkeri og fløjter. Og ikke mindst en legendarisk stortromme.

Men i Danmarks mangeårige Eurovision-historie har vi aldrig haft så stor en rekvisit med på scenen, som den 20-årige Leonora gør brug af, når hun torsdag i næste uge skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest.

Det er naturligvis den store, blå stol, der også blev brugt på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix i Herning, der er tale om.

Intet mindre end 4,6 meter høj og 2,4 meter bred er stolen nemlig.

Det store monstrum af et møbel har da også været en lidt speciel udfordring for DR at få med til Eurovision. Fordi årets show holdes i Israel, ville det være alt for dyrt at få den danskbyggede stol fragtet sydpå.

Det fortæller underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

- Vi synes, det fungerede så godt med stolen i Herning, så vi ville bare have den med. Men den billigste og bedste løsning var at få lavet en ny her i Israel, så det har vi fået, forklarer han.

Der bliver færre kameraskud helt tæt på Leonoras ansigt ved optrædenen i Eurovision, end der var i Dansk Melodi Grand Prix. (Foto: Andres Putting © EBU)

Leonora bliver bedre og bedre

Fredag eftermiddag blev stolen nok engang rullet frem på scenen i årets værtsby Tel Aviv, hvor Leonora og det danske hold havde deres anden og sidste individuelle prøve forud for showet i næste uge.

Og det var en glad og tilfreds underholdningschef, der overværede prøven fra salen.

- Det er blevet fuldstændig, som vi gerne vil have det. Det store arbejde har ligget i at forsøge at adskille os fra de andre lande. Det lægger nummeret også op til. Det er et helt stille og roligt nummer, virkelig, virkelig sødt og ikke noget, der lægger op til masser af flammer og fyrværkeri. Jeg er rigtig glad for, vi har holdt fast i vores oprindelige idé, siger Jan Lagermand Lundme og tilføjer:

- Og så bliver Leonora bare bedre og bedre, og jeg synes faktisk, at Danmark kan være rigtig stolte af det, vi viser på scenen.

Også hovedpersonen selv, Leonora, er helt tilfreds med fredagens prøve.

- Min mave er helt i ro. Der er ikke så mange sommerfugle, der flyver rundt, for det gik faktisk rigtig godt, siger hun.

Se interview med Leonora her.

Skal kravle op ad stige

Siden sejren i Herning er der sket flere markante ændringer i den danske optræden.

Hvor Leonora i Dansk Melodi Grand Prix brugte en lift til at komme fra scenegulvet op til stolen, skal hun nu selv kravle op ad en wienerstige. Simpelthen fordi scenegulvet i Tel Aviv er én stor skærm, der ikke ville kunne bære en tung lift uden at gå i stykker.

Derudover sidder der allerede to korsangerinder på stolen, når Leonora når derop. De tre får så sidst i sangen selskab af to mandlige dansere, så de bliver i alt fem, der sidder på stolen.

- Det er rigtig dejligt, at jeg har fået nogle flere mennesker at interagere med på scenen. I Herning handlede det om, at jeg skulle se direkte ind i kameraet i et minut, og så kom danserne op til sidst. Nu får jeg noget energi fra de andre på scenen, og jeg synes, det hele ser mere naturligt ud end før, siger Leonora.

Efter den danske finale fik hun en smule kritik for sin mimik, men også den er der blevet arbejdet på, fortæller hun.

- Jeg har øvet en del og fået lidt hjælp til, hvordan man kan lave små historier inde i hovedet, så man bedre udstråler det, man synger. Jeg skal være meget tæt på kameraet nogle gange, så jeg har øvet mig ved, at jeg har stået helt oppe i hovedet på en med et kamera. Det er meget intenst, men jeg er blevet mere og mere vant til det, siger hun.

Det er wienerstigen her, der bliver foldet ud, så Leonora kan bruge den til at kravle op på stolen på. Her sidder korsangerinderne Andrea Heick Gadeberg og Sofie Niebuhr McQueen allerede på plads. (Foto: Andres Putting © EBU)

Men hvordan er det så at skulle kravle op ad en stige, synge sin sang, koncentrere sig om at smile – og så i øvrigt lige frigøre sig af en sikkerhedsline og sætte sig på en stol foran mere end 100 millioner seere verden over? Ikke helt nemt.

- Jeg synes, det var svært i starten, og jeg var bange for, jeg ville blive forpustet, eller at jeg ville komme til at træde i mine bukser. Men efter jeg har prøvet det nogle gange, går det helt fint. Jeg er ikke længere nervøs, fordi jeg har prøvet det så mange gange, hvor det er gået godt, siger Leonora.

Leonora deltager i den anden af to semifinaler torsdag den 16. maj, hvor hun skal forsøge at synge Danmark i den store finale lørdag den 18. maj. Du kan naturligvis se alle tre shows på DR1 – og DRTV, hvis du befinder dig i udlandet.