Storskærm til Dansk Melodi Grand Prix? Det må du

Til Dansk Melodi Grand Prix 2022 kan du fejre hele Danmarks musikfest ved at lave et storskærmsarrangement.

Martin Brygmann og Tina Müller ved Dansk Melodi Grand Prix 2021. De bliver også værtspar for 2022-udgaven af showet, der sendes fra Boxen i Herning lørdag den 5. marts. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Der er lagt op til den helt store Grand Prix-fest, når otte nye sange og artister står klar til at give hele Danmark en festlig musikoplevelse - direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning - den 5. marts 2022.

Hvis du som privatperson eller professionel arrangør har lyst til at gøre lidt ekstra ud af Dansk Melodi Grand Prix 2022, vil der være mulighed for, at du kan arrangere et storskærmsarrangement. Men inden du går i gang, er der en række regler, som du skal være opmærksom på.

DR's regler for storskærmsarrangementer i Danmark

1. Der må ikke opkræves betaling for adgang til storskærmsvisningen, hverken som entrébetaling eller anden form for indirekte betaling, f.eks. at der stilles krav om køb af øl eller andet.

2. Arrangøren må ikke anvende DR's logo eller lade arrangementet fremstå som et samarbejde med DR.

3. Visningen af tv-showet på DR's tv skal ske samtidigt og uændret (programmet må ikke optages og udsendes forskudt).

4. Arrangøren skal selv sørge for opstilling af storskærm og fremføring af DR's signal med DR's logo og lyd.

5. Sponsorering af storskærmsvisningen kan kun finde sted under særlige betingelser og kun efter særskilt aftale med DR. Det samme gælder opsætning af reklame eller anden produktpromovering direkte rundt om storskærmen.

6. Arrangøren skal selv afregne afgifter for evt. musik indeholdt i produktionen direkte til KODA og Gramex.

7. DR opkræver ikke erhvervslicens, hvis der er tale om et enkeltstående arrangement af kort varighed.

8. DR er uden ansvar for opstilling af storskærm, signalforstyrrelser, afbrydelser og lignende.

For spørgsmål vedr. storskærmsvisninger skriv til musikfest@dr.dk.

FacebookTwitter