SUKKERCHOK

- Da vi hørte 'Det' det', var vi slet ikke i tvivl om, at den skulle synges af SUKKERCHOK, siger pigegruppen om deres Grand Prix-hit, som er skrevet af det rutinerede team Lasse Lindorff, Mogens Binderup og Lise Cabble.

Om solisterne
SUKKERCHOK blev egentlig samlet for at synge titelsangen til den kommende runde af reality-serien 'Paradise Hotel'. Det viste sig, at være en så stor succes, at de nu også arbejder på et album OG har meldt sig på banen ved Dansk Melodi Grand Prix 2009. Trioen består af Inez, Kat & Malene, som alle har tilfælles, at de elsker pop, der kan danses og grines til. Under en indspilningssession til en anden sang, hørte SUKKERCHOK 'Det' Det' umiddelbart efter den var blevet udtaget til Melodi Grand Prix. Fra det øjeblik var Inez, Kat & Malene klar over, at det var den helt rigtige sang for dem.

Om komponisterne og tekstforfatterne
Lasse Lindorff, Mogens Binderup og Lise Cabble, som har sammen skrevet tekst og musik til 'Det' det', er alle gamle kendinge i Grand Prix-sammenhæng. Mogens Binderup er producer og sangskriver og har bl.a. arbejdet med James Sampson og Sanne Salomonsen og produceret sange til børnene-MGP. Lise Cabble er kendt fra 90'er-bandet Miss B. Haven og arbejder i dag som sangskriver. Det er sjette gang, hun skriver til Melodi Grand Prix - første gang var med vindersangen fra 1995, 'Fra Mols til Skagen'. Lasse Lindorff arbejder som sangskriver og producer i sangskriverteamet GL Music og har det seneste år skrevet til og arbejdet med bl.a. Sanne Salomonsen, Johnny Deluxe, X Factor-Martin og Anna David. Lasse, Mogens og Lise skrev sidste år sangen 'Hooked on you', som Lasse selv stod for at blæse ud over scenenkanten.

Vi elsker Melodi Grand Prix og gl?der os til at give publikum i Herning og alle dem derhjemme et brag af en aften!

Inez, Kat og Malene

SUKKERCHOKS BLÅ BOG

Hvorfor har I sagt ja til at stille op i Melodi Grand Prix?
- Fordi vi fik mulighed for at stille på med en virkelig fed sang. Da vi hørte 'Det' det', var vi slet ikke i tvivl om, at den skulle synges af SUKKERCHOK. Det er desuden rigtigt dejligt, at vi står tre sammen om det!

Hvad er jeres første Grand Prix-minde?
Inez:
- I hele min barndom var Grand Prix'et jo årets store musikalske tv-højdepunkt. Hele familien samledes med stemmesedler. Vi indgik væddemål og heppede løs undervejs. Det og så det årlige afdansningsbal var noget jeg så frem til hvert år. Min barndom havde ikke været den samme uden Mylius, 'Danse i måneskin', 'Kloden drejer', 'En lille melodi' og de legendariske Grand Prix stjerner Birthe Kjær, Kirsten & Søren og Keld & Hilda.
Kat: - Da Brødrene Olsen vandt. Det er helt sikkert et stort minde!
Malene: - Det er 'Vi maler byen rød' i 1989 med Birthe Kjær i rød kort kjole og 'Hallo Hallo' fra 1990 med Lonnie Devantier. Jeg synes, hun havde sådan en smart kjole på med orange blonder forneden. Jeg kan huske, jeg fik mit første kassettebånd med Grand Prix-sange af mine forældre i 1990. Sammen med to veninder indøvede jeg 'Hallo hallo' a la det, vi havde set hende Lonnie gøre på tv. Så gik vi rundt på vejen og ringede på folks døre. Vi havde en lille transportabel båndoptager med, som vi altid startede, lige inden der blev åbnet, så folk ikke kunne nå at lukke døren og sige "nej tak".

Hvilken sang vil I helst synge som duet med Birthe Kjær?
- Lækkert spørgsmål! Hvilken som helst! At synge med Birthe Kjær ville være en ære, hun måtte godt vælge sangen, men det kunne være sjovt at prøve 'Kiss Me Honey, Honey Kiss Me' af Shirley Bassey eller 'Bakke snagvendt-sangen' med Kaj og Andrea.

Hvad mener I kendetegner en god Grand Prix-sang?
- En god Grand Prix-sang skal være en god sang i det hele taget. Den skal kunne fungere både inden- og uden for Grand Prix-rammerne. Det skal være en sang, man husker lang tid efter, man hører den første gang - så teksten og melodien skal være lige i øjet. Sangen må godt være Grand Prix-agtig og eksempelvis stige en halv tone til sidst. Sceneshow, kostumer og lys spiller også en vigtig rolle, og så skal sangen helt sikkert ramme ens følelser.

Beskriv den sang, som I optræder med, med nogle stikord!
- Den sprudler af kraft, liv og dynamik, og så er den humørfyldt, poppet og en vinder, hehe.

Hvordan forbereder I jer til det store show i Herning?
- Jamen, vi har et lille Grand Prix-program, som vi laver hver morgen. Vi starter med 10 klassiske Grand Prix-armbøjninger, herefter 8 hurtige hælspark og så sluttes der af med 2 positurer for ligesom at komme ind i stemningen. Til allersidst lukker vi øjnene og forestiller os at publikum sidder ude foran vinduet. Vi peger ud til dem med begge hænder og råber: "SÅ KØRER BUSSEN!!!"

Hvad var den første plade, I købte - og hvad er den sidste, I har købt?
Malene:
- Den første cd, jeg købte, må have været en af de der Absolute Music-cd'er med en masse blandet. Den nyeste er med Anne Linnet.
Inez: - Jeg tror Smukke Sally var mit første indkøb, men det var altså på bånd. Den første LP, jeg fik lokket ud af min fars pladesamling, var soundtracket til 'Grease'. Sidst jeg handlede musik, købte jeg tre albums: Hej Matematik, en Anne Linnet-opsamling og en gammel fætter fra Kashmir; Travelogue.
Kat: - Det er svært at huske, eftersom jeg altid lånte min søsters cd'er, men jeg tror, at det var Monique. Den sidste er Celine Dions opsamling 'My Love' - fantastisk cd.

Hvad er det mest mærkelige, I er kommet til at tænke på, mens I har optrådt på en scene?
Kat:
- Om jeg kunne holde mig… fordi jeg skulle tisse!
Malene: - Jeg er altid ret koncentreret om det, jeg laver, når jeg står på scenen, så jeg har endnu ikke prøvet, at der kom en mærkelig historie ind fra højre. Men det kan da være det sker den 31. januar… Ha ha…
Inez: - Fisk?!!

Hvis I vinder i Herning, hvem er så den første, I ringer til?
Inez:
- Uh, det ved jeg ikke. De mennesker, der er allervigtigst for mig, har allerede sikret sig billetter til showet, så dem løber jeg ned og krammer, når det hele er slut, uanset hvordan det kommer til at gå med placeringen.
Kat: - Jeg vil nok ikke ringe til nogen lige efter, blot nyde øjeblikket sammen med de andre sukkertøser og menneskerne omkring mig - leve i nuet!
Malene: - Min mor!

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: