Team Basim: Ayoe er ene høne i kurven

Hun bliver den eneste i høje hæle, når Danmark går på scenen: Mød Basims korsanger Ayoe Angelica.

Basims eneste kvindelige korsanger og danser har sin egen musik-karriere. Og så er hun vild med Melodi Grand Prix. (Foto: eurovision.tv © eurovision.tv)

Da Basim gik på scenen til dansk Melodi Grand Prix, kunne de opmærksomme TV-kiggere lægge mærke til, at der var én, som var væsentligt mere ladylike end de andre.

Nemlig Basims korsangerinde, dansk-etiopiske Ayoe Angelica.

- Jeg skiller mig ud fra resten af holdet, fordi jeg er den eneste, der ikke er mand: Det er godt nok Basim, der er solisten - men det er mig, der er pigen. Alle de andre er utroligt galante og betænksomme over for mig. De er godt opdraget, siger Ayoe Angelica til dr.dk/grandprix.

De skal med Basim på scenen

Basim er ikke alene, når han skal på scenen for Danmark til Eurovision-finalen 10. maj.

Bag sig har han et hold af dansere og korsangere, som bakker ham op.

I serien 'Team Basim' præsenterer vi dem, der skal med Basim på scenen.

Hun kendte ikke Basim personligt, før hun blev ringet op af DR og spurgt, om hun ville være med som korsanger i Dansk Melodi Grand Prix.

- Da jeg fik at vide, at det var Basim, så var det bare kæmpe optur, for jeg har altid syntes, at han virkede sød, og som en type, der ville være spændende at lære at kende, siger Ayoe Angelica.

I dag har holdet omkring Basim lært hinanden rigtig godt at kende - og der er et stærkt sammenhold.

- Jeg er ret energisk, og det er vi faktisk alle sammen. Det er nok derfor, vi har bondet så godt - fordi vi har energi og drive, siger Ayoe Angelica til dr.dk/grandprix.

Fakta om Ayoe Angelica

Skriver selv sin musik

Når hun ikke bakker Basim op, har Ayoe sin egen musik-karriere som sangerinde og sangskriver.

Hun skriver selv sit materiale, og udgav i 2008 debut-albummet 'I'm Amazed'. I 2010 kom opfølgeren 'Dandelion'. Hun er nu i gang med at arbejde på sit tredje album.

Hendes musik er en blanding af soul, jazz og electronica med en skrattende retro-lyd, der kan give mindelser om Caroline Henderson.

- Jeg er et af de der børn, der har sunget altid. Jeg begyndte samtidig med, at jeg begyndte med at tale. Jeg tror, jeg kom med i mit første fritidsband som ni-årig, og vi tog det rimelig seriøst - så seriøs, som man nu kan være, når man er ni år, siger Ayoe Angelica grinende til dr.dk/grandprix.

Et joyride uden lige

Trods den tidlige musik-debut er det første gang, Ayoe har prøvet at stå på scenen i Melodi Grand Prix.

- Det har virkelig været fedt; et joyride uden lige. Som barn sendte jeg flere gange sange ind til børne-MGP, men blev aldrig udvalgt - så det er super-fedt, endelig at få lov til at være med, og så oven i købet til de voksnes Grand Prix. Og oven i købet på vindersangen, siger Ayoe Angelica.

Læs alt det nyeste om Basim her