Thomas’ Facebook-kommentar sender Grand Prix'et langt ud i fremtiden

Thomas Majers kommentar på Facebook har været med til at forme sceneshowet til årets Eurovision. Han synes nemlig, showet skal se frem i tiden.

(Foto: Michael Søndergaard)

- Hvorfor skal vi altid se tilbage i tiden? Hvorfor ikke et act der handler om, hvordan Eurovision vil se ud i fremtiden? Som en futuristisk sangkonkurrence i rummet krydret med sjove ingredienser som rumvæsener der danser i baggrunden eller bare hoveder på robotkroppe, der synger?

Sådan skrev Thomas Majer i et kommentarspor på Facebook. Og så regnede den 29-årige tysker ikke med at høre mere for det.

Lige indtil han en dag blev kontaktet af DR, som gerne ville bruge hans idé til Eurovision-showet på Refshaleøen.

-Jeg er meget beæret over at få lov til at bidrage til showet. Jeg gav jo bare mit besyv med på Facebook og regnede ikke med at høre mere fra den sag. Da jeg blev ringet op af DR, som sagde at de ville bruge min idé, blev jeg virkelig stolt, fortæller Thomas Majer i telefonen fra den tyske by Köln, hvor han til daglig arbejder i en større sammenslutning af rejsebureauer.

DR fik hjælp af fans

DR bad Grand Prix-fans fra hele verden om hjælp til et underholdnings-act, der skulle udføres i et af showene.

Fans skulle poste deres idé på de sociale medier og hashtagge det med #myeurovisionidea, og det var sådan at DR opdagede Thomas Majers idé.

- Vi har valgt den her idé, fordi det er en sjov tanke at forestille sig, hvordan Grand Prix vil se ud i fremtiden. Han har jo helt ret i, at man tænker meget tilbage i Grand Prix. Derfor har det været en sjov opgave at finde ud af, hvordan fremtiden kommer til at se ud, siger showchef Jan Lundme og fortsætter:

- Vi har jo taget udgangspunkt i hans idé og så givet det vores egen fortolkning, og det kommer til at se rigtig godt ud på scenen, kan jeg love.

Idé udløste billet

Jeg har ikke fået at vide, hvordan de vil føre min idé ud i showet, men jeg glæder mig til at se resultatet, fortæller Thomas Majer, der, som tak for sin gode idé, er blevet inviteret til Danmark for at overvære showet.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er en stor Eurovision-fan og har været inde og se de store shows i både Oslo, Dusseldorf og Malmø. Og nu har jeg været med til at skabe showet i København, siger en stolt Thomas Majer.

FacebookTwitter