Total forvirring i årets Melodi Grand Prix: Kommer Madonna eller ej?

Sangerinden har selv bekræftet sin optræden, men arrangørerne af Eurovision er af en anden holdning.

Hun har optrådt ved nogle af verdens største tv-begivenheder som Super Bowl, Grammy Awards og Oscar-uddelingen. Og nu er der en god chance for, at hun også kan skrive Eurovision Song Contest på cv'et. (Foto: Michael Tran © Getty Images)

- Madonna skal optræde til Eurovision Song Contest i Tel Aviv i Israel til maj.

Nogenlunde sådan lød udmeldingen fra den Israelske rigmand Sylvan Adams, der tilbage i februar kunne afsløre, at han skal finansiere popdronningens gæsteoptræden ved finalen af den store musikkonkurrence, der finder sted på lørdag.

Senere kunne Live Nation bekræfte rigmandens udmelding, ligesom Madonnas hold af pressefolk også bekræftede stjernens optræden over for CNN.

Og så troede de fleste egentlig, at Madonnas show ved det Internationale Melodi Grand Prix var på plads.

Men så opstod der alligevel mystik om, hvad der er op og ned i sagen om sangerindens Grand Prix-planer.

For kort efter var EBU (European Broadcasting Union), som er en sammenslutning af public service-tv-stationer og arrangører af Eurovision Song Contest, ude at sige, at der altså ikke forelå en aftale med Madonna.

- EBU kan bekræfte, at der ikke er truffet nogle beslutninger eller underskrevet aftaler i forhold til gæsteoptrædener ved Eurovision Song Contest 2019, udtalte de til CNN.

Men rygterne holdt ved, og så sent som i går mandag måtte Eurovisions øverste chef, Jon Ola Sand, endnu engang mane rygterne om sangerindens optræden til jorden ved et pressemøde i Tel Aviv.

- Det er sandt, at EBU aldrig har bekræftet Madonnas optræden ved Eurovision Song Contest. Af den simple årsag, at vi ikke har en underskrevet kontrakt, lød det fra Jon Ola Sand ved pressemødet, inden han fortsatte:

- Vi forhandler stadig med hendes hold, men hvis vi ikke har en underskrevet kontrakt i løbet af ugen, så kommer hun ikke på scenen.

Det rygtes, at Madonna vil synge et nyt og et gammelt nummer ved Eurovision-finalen. Her ses hun under sin seneste optræden for få uger siden ved Billboard Music Awards, hvor hun optrådte sammen med den colombianske sanger Maluma, som hun har lavet sangen 'Medellín' med. (Foto: Kevin Winter © Getty Images)

Madonna: Jeg kommer!

Skal man tro Madonna selv, så er der dog ingen tvivl om, at hun vil være at finde ved lørdagen store Grand Prix-finale.

For i kølvandet på de mange mere eller mindre bekræftede rygter om Madonnas optræden ved Grand Prix'et opstod der nemlig kritik af sangerinden for at optræde i Israel.

I et politisk indlæg i den britiske avis The Guardian beder tidligere Pink Floyd-frontmand Roger Waters eksempelvis om, at Madonna holder sig fra at optræde i Israel, indtil landet en dag anerkender palæstinensernes ret til selvbestemmelse.

Og i en udtalelse til Reuters svarer sangerinden på kritikken og bekræfter dermed sin optræden ved lørdagens show.

- Jeg vil aldrig droppe min musik for at glæde andres politiske agenda, ligesom jeg heller ikke vil stoppe med at tale om brud på menneskerettigheder, uanset hvor i verden de finder sted, sagde Madonna og tilføjede:

- Mit hjerte bløder, hver gang jeg hører om de uskyldige liv, der mistes i denne region og den vold, der bliver opretholdt for at behage folk, der nyder godt af denne gamle konflikt. Jeg håber og beder til, at vi snart bryder fri af denne frygtelige cirkel af ødelæggelse og finder en vej til fred.

Så det lyder altså, som om sangerinden er indstillet på at skulle optræde ved lørdagens finale, og at kontrakten med EBU blot er en formalitet.

Det tror DR's garvede Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm da også er tilfældet.

- Jeg tror, det er spin. EBU vil jo gerne have denne her historie til at køre så længe som muligt, så man fastholder folks interesse. Så mon ikke de holder et pressemøde og præsenterer hende på fredag, når semifinalerne er overstået, og kontrakten er underskrevet, lyder vurderingen fra Ole Tøpholm, der også hæfter sig ved særligt ét punkt i de planer, han har fået for resten af ugen:

- I prøveplanen er der et punkt, der bare hedder 'M'. Og det kan jo betyde mange ting. Men jeg tror nok, hun dukker op til verdens største musikevent. Det er det eneste forum, hvor hun kan komme på tv i primetime i så mange lande på én gang, lyder det fra Ole Tøpholm.

Husk at se den første seminale af Eurovision Song Contest 2019 i aften fra klokken 21 på DR1 og DRTV, hvor Ole Tøpholm guider dig gennem showet.

Danske Leonora er med i anden semifinale, der sendes på torsdag. Finalen, hvor Madonna altså måske skal optræde, er på lørdag den 18. maj.

Facebook
Twitter