Transseksuel Grand Prix-diva gør comeback

Dana International skabte skandale, da hun som den første transseksuelle vandt det europæiske Melodi Grand Prix i 1998. Nu skal hun igen repræsentere Israel i konkurrencen, hvor hun går efter sejren.

Vores danske Grand Prix-helte kommer op mod rutinerede kræfter, når de skal kæmpe om sejren i det europæiske Melodi Grand Prix til maj.

Dana International har nemlig allerede vundet hele konkurrencen én gang med 'Diva' tilbage i 1998, og tirsdag aften gjorde den transseksuelle diva comeback, da hun blev på israelsk tv blev valgt til igen at repræsentere sit fædreland, når Eurovision Song Contest løber af stablen i Düsseldorf til maj.

Trusler og skandale i IsraelDana International skabte skandale, da hun som den første trans-person vandt et Melodi Grand Prix for 13 år siden. I Israel protesterede ortodokse religiøse grupper og konservative politiske partier over, at en transseksuel skulle repræsentere det hellige land.

Under det internationale Grand Prix i Birmingham måtte hun pga. dødstrusler indkvarteres på byens eneste hotel med skudsikkert glas, og da hun iført sølvfarvet kjole og tårnhøje hæle tog sejren med disconummeret 'Diva', var følelserne i hendes hjemland mildest talt blandede.

Selv Jerusalems borgmester blev citeret for, at han ikke var begejstret for, at det var Dana International, der havde givet byen den ære at skulle være værter for Eurovision Song Contest året efter. Selv mente Dana dog, at hun havde et budskab om forsoning.

- Min sejr beviser, at Gud er på min side. I vil give mine kritikere et budskab om tilgivelse og sige til dem: Prøv at acceptere mig og det liv, jeg fører. Jeg er den, jeg er, og det betyder ikke, at jeg ikke tror på Gud og er en del af den jødiske nation, sagde hun på en pressekonference.

Siden sejren i 1998 har Dana International mest gjort sig bemærket ved at snuble på scenen, da hun skulle overrække trofæet til de nye vindere af Grand Prix'et i Jerusalem i 1999, og som sangskriver bag det israelske Grand Prix-bidrag fra 2008, sangen 'Ke'ilu Kan' med Boaz Mauda, der blev nr. 9 i det års internationale konkurrence i Beograd.

Også Tyskland stiller med tidligere Eurovision-vinderNu er Grand Prix-historiens nok mest kontroversielle skikkelse så klar til et comeback. Tirsdag aften vandt hun nemlig det israelske Grand Prix, Kdam Eurovision, med sangen 'Ding Dong', som hun selv har skrevet.

Dana International bliver i øvrigt ikke den eneste tidligere Eurovision-vinder, som de danske drenge skal dyste imod til maj. Værtslandet Tyskland stiller nemlig med 19-årige Lena Meyer-Landrut, der takket være sin sejr i 2010 i Oslo har fortjenesten for, at showet kommer til Düsseldorf.

Andre rutinerede kræfter i konkurrencen er det millionsælgende boyband Blue, der repræsenterer Storbritannien, og Irlands Jedward-tvillinger, der er blevet et internationalt fænomen, efter de var med i britisk X Factor i 2009.

Kan Dana International gentage sucesssen fra 1998? Hør hendes nye sang 'Ding Dong' og skriv din mening nedenfor.

https://www.youtube.com/watch?v=WA8uMvWRJgM

Facebook
Twitter