Tre stærke kvinder skal styre dansk Grand Prix

Sofie Lassen-Kahlke, Louise Wolff og Lise Rønne skal lede seerne gennem det store popbrag i Boxen i Herning. Årets sange afsløres 16. januar.

Sofie Lassen-Kahlke, Louise Wolff og Lise Rønne skal lede seerne gennem det store popbrag i Boxen i Herning. Årets sange afsløres 16. januar. (Foto: Tony Brøchner © DR)

For første gang skal tre kvinder stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix. Det bliver nemlig tv-værterne Louise Wolff og Lise Rønne og skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, der lede seerne gennem det store popbrag i Jyske Bank Boxen i Herning 26. januar.

- Ideen med tre kvindelige værter opstod, fordi vi tror på, at der i Dansk Melodi Grand Prix er brug for girlpower. Vi har i de seneste år haft traditionelle værtspar, som absolut har gjort det godt. Men 2013 er året, hvor vi giver kvinderne magten, forklarer underholdningschef Jan Lagermand Lundme til dr.dk/grandprix.

Største danske Grand Prix nogensinde

Værtstrioen blev afsløret ved et pressemøde i Herning torsdag eftermiddag, hvor byen fik overrakt et hædersdiplom som Grand Prix-by, fordi de både lægger rammer til de voksnes Grand Prix lørdag 26. januar og ugen efter også til børnenes MGP.

DR lægger op til det største danske Melodi Grand Prix nogensinde i Boxen, hvor der er plads til op mod 15.000 publikummer. Og med de tre kvinder i front lover underholdningschefen, at seerne kan se frem til den bedste Grand Prix-fest i nyere tid.

- De er superprofessionelle og rigtig godt selskab. Jeg kender ikke nogen, der ikke gerne vil være i selskab med Lise Rønne, Louise Wolff og Sofie Lassen-Kahlke en hel aften, siger Jan Lagemand Lundme.

Længere tid i sminken

Lise Rønne og Louise Wolff har begge før prøvet kræfter med jobbet som Grand Prix-vært.

- Melodi Grand Prix er en mega-festlig aften, hvor vi kæmper for at finde den rigtige sang, der skal repræsentere Danmark. I 2011, da jeg var vært sidste gang, gik det ret godt med A Friend in London, som endte som nummer fem i Düsseldorf. Og denne gange skal vi endnu længere, mener Lise Rønne.

- Det bliver en fest! Jeg er vildt glad for, det er sammen med Lise og Sofie. Men jeg tror, vi kommer til at bruge noget længere tid i sminken denne gang, griner Louise Wolff, der i 2012 var vært sammen med Emil Thorup.

Sofie Lassen-Kahlke op i de voksnes rækker

Sofie Lassen-Kahlke har været Grand Prix-vært i "miniudgaven", da hun i 2012 var præsenterede børne-MGP sammen med Jacob Riising. Nu glæder hun sig til at rykke op i de voksnes rækker.

- Sådan noget siger man ikke nej til. Dansk Melodi Grand Prix er et fantastisk show, der samler hele Danmark, så det er en unik chance at være med til at lave det, siger hun.

Deltagerne afsløres 16. januar

En hemmelige jury af musik- og tv-fagfolk er i disse dage ved at udvælge årets sange blandt de 692 indsendte bidrag. 16. januar vil alle sangskrivere og solister ved Dansk Melodi Grand Prix 2013 blive offentliggjort ved et pressemøde.

Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix er i fuld gang på Billetnet.dk.

Facebook
Twitter