Undrede du dig også? Derfor åbnede Wafande aftenens Melodi Grand Prix

Dansk Melodi Grand Prix blev skudt i gang på en helt ny måde lørdag aften.

Wafande åbnede Dansk Melodi Grand Prix 2020 med sit nummer 'Gi' mig et smil'. (Foto: Frederik Højfeldt © dr)

Da Dansk Melodi Grand Prix 2020 lørdag aften blev skudt i gang direkte fra Royal Arena i København, skete det på en noget utraditionel måde.

Her startede showet nemlig helt uden for arenaens store sal, hvorefter seerne blev mødt af sangeren Wafande, der stod klar inden for dørene.

På sin vej op mod scenen sang Wafande sit nummer 'Gi' mig et smil', mens han dansede forbi de tomme stolerækker, da Dansk Melodi Grand Prix i år bliver afholdt uden publikum.

Under nummeret fik han hilst på livebandet og aftenens værter, før han til slut endte oppe på scenen, og Hella Joof og Rasmus Bjerg endelig kunne byde velkommen til 2020-udgaven af Danmarks største musikfest.

Se Wafandes åbningsnummer her:

Både fest og musikalske vitaminer

Men hvorfor har man egentlig valgt, at Wafande skulle åbne showet på den måde?

Det har vi spurgt Gustav Lützhøft, der er talsmand og ledende redaktionschef for Dansk Melodi Grand Prix 2020, om.

- Vi har haft et ønske om at bringe den etablerede, danske musikscene tættere på Grand Prix'et, og Wafande er en kunstner, som mange har et godt forhold til. Han er både kendt for sin musik, men er også en person, der spreder glæde med sine shows, så vi syntes, han var et helt oplagt valg til at stå i spidsen for åbningsnummeret, lyder det fra Gustav Lützhøft.

Visionen for årets Melodi Grand Prix har været todelt. Idéen har været både at holde fast i, at showet er og skal være en stor folkefest, men samtidig bringe de musikalske vitaminer længere frem i showet, fortæller Gustav Lützhøft.

- Åbningsnummeret er anslaget for hele aftenen, så det kommer forhåbentlig til at illustrere hele tankegangen rigtig fint. Vi vil gerne kombinere traditionerne og det store show med et øget musikalsk fokus.

Hella Joof og Rasmus Bjerg står i spidsen for årets Melodi Grand Prix. (Foto: Frederik Højfeldt © dr)

Vil sprede smil og glæde

Wafande selv har da også glædet sig til at sprede smil og glæde hos seerne hjemme i stuerne.

- Der er et eller andet over at få lov til at åbne sådan et stort show. Man får lov til at få folk med lige fra start og får samtidig mulighed for virkelig at skyde det hele rigtig godt i gang.

Wafande glæder sig især over det øgede fokus på musikken, som Gustav Lützhøft og resten af holdet bag Dansk Melodi Grand Prix 2020 har valgt skal være det helt centrale omdrejningspunkt for årets show.

- Jeg synes personligt, Grand Prix er blevet mindre musikalsk de senere år og er blevet mere pang-agtigt. Jeg har savnet musikken, og derfor er jeg ekstra glad for at være med i år, hvor man har sat ekstra fokus på netop det, lyder det fra Wafande.

Wafande debuterede med singlen 'Gi' mig et smil' tilbage i 2011 og har siden hittet med blandt andet 'Uartig' og 'Django (klar på noget dumt)'. Her ses han til DR's store juleshow i 2016. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Men selvom årets show først og fremmest er en fejring af dansk musik og sangskrivningskunst, vil der også være noget til dem, der elsker konfetti, fyrværkeri og den halve tone op til sidst.

- Uanset hvem man er, så får man en super flot og velproduceret fest med alt, hvad der hører til i Melodi Grand Prix. Men man vil også opleve et show, hvor musikken træder endnu tydeligere frem, siger Gustav Lützhøft.

- Melodi Grand Prix er stadig en af de begivenheder, der samler allerflest danskere på tværs af alder, geografi og sociale og økonomiske skel – det håber jeg også, det bliver i år.