Ups, Ole! DRs ekspert tog helt fejl - og så vandt Danmark Eurovision

Ole Tøpholm er hele Danmarks Grand Prix-kommentator på DR1. Men Brødrene Olsens sejr havde han ikke set komme.

(Foto: Lotte Kastrup © Ritzau Scanpix)

Ole Tøpholm er den klippe, som danske tv-seere holder fast ved, når de hvert år tænder for det internationale Melodi Grand Prix.

Med sin store viden om Eurovision Song Contest er han det oplagte valg som tv-kommentator på det store show.

Men der var faktisk en enkelt gang, hvor man skulle tage Ole Tøpholms ord med et gran salt.

Vi skal tilbage til år 2000, hvor den dengang 22-årige journaliststuderende netop var trådt ind på sin nye arbejdsplads i DR.

Ole Tøpholm blev spurgt, om han ville til Sverige for at dække Melodi Grand Prix, hvor Brødrene Olsen skulle optræde.

- Jeg sagde, at jeg ikke havde behov for at opleve Danmark blive ydmyget, og at vi skulle være heldige, hvis det blev til fem point fra vores nordiske naboer. Men de vandt jo som bekendt det hele, og jeg holdt lav profil i et pænt stykke tid, fortæller Ole Tøpholm.

Hør hvordan det lød, da Ole Tøpholm gæstede P3 i år 2000 og forudsagde, hvor elendigt han mente, det ville gå Brødrene Olsen i Eurovision Song Contest her:

Det startede som 6-årig

Siden dengang har tingene dog ændret sig, og i dag kan man roligt stole på Ole Tøpholms ekspertise, når han kommenterer den årlige popfest.

Den danske kommentator har faktisk set frem til at øse ud af sin viden under Eurovision-ugen i snart et år. For han er bidt af en gal Grand Prix-hund. Og har egentlig været det i 34 år.

I 1984 sad seksårige Ole Tøpholm hjemme i Voel lidt uden for Silkeborg med øjnene klistret til skærmen med familien omkring sig, da Kirsten Siggaard skubbede Søren Bundgaard i svømmepølen i slutningen af 'Det' lige det' ved det danske Melodi Grand Prix.

Det var i dette øjeblik, Ole Tøpholm blev besat at Melodi Grand Prix.

Den seksårige knægt havde dengang næppe forestillet sig, hvor stor en del af hans liv, der i de følgende år skulle bruges på Melodi Grand Prix.

Ole Tøpholm har været DR's faste kommentator på Eurovision Song Contest siden 2011, han har været formand for den danske Grand Prix-fanklub, og han tager hvert år rundt til forskellige landes nationale finaler, inden han som kommentator bruger to uger hver maj måned på at leve og ånde for popfesten.

Men som barn tilbage i 80'erne var udskejelserne begrænset til at gå ud over familie og venner.

- Jeg blev kaldt 'Grand Prix-Ole', fordi jeg gik så meget op i det. Jeg kom i skole om mandagen og snakkede hele tiden om det. Jeg lavede afstemninger blandt de andre elever og lærere og lavede fristile om Grand Prix. Oppe på tavlen havde jeg også en nedtælling stående, så der for eksempel stod, at nu var der 68 dage tilbage. Og fanden var løs, hvis nogen slettede det, siger Ole Tøpholm, der i dag er 40 år.

Når Ole Tøpholm er af sted som Grand Prix-kommentator bliver han ofte tæt med de danske deltagere. Her ses han med sidste års danske vinder Anja Nissen.

Svært i 90'erne

Eurovision-connaisseuren mener, at de fængende melodier og den let afkodelige musik, var noget af det ved Melodi Grand Prix, der appellerede allermest til den yngre udgave af sig selv såvel som nutidens unge.

- Børn er jo generelt fascineret af musikshows i tv, og særligt når der er andre unge med. Nu har det for eksempel været X Factor i en række år, siger Ole Tøpholm og fortsætter:

- Og så var lyden i firserne også bare enkel og dansktop-agtig og noget, som selv børn kunne forholde sig til. Det var meget ligeud ad landevejen, og det passede mig meget godt, siger Ole Tøpholm, der gik i 7. klasse, da han i 1992 oplevede sit første Melodi Grand Prix live.

Når Ole Tøpholm tænker tilbage på sin tid i folkeskolen og den barnlige glæde ved musikken, så var han da heller ikke alene om interessen.

Men da han begyndte på handelsskolen, var de fleste i Ole Tøpholms omgangskreds efterhånden faldet fra som fans.

- Op gennem 90'erne var det svært. Det var det mørke årti for Danmark i Eurovision-sammenhæng. Vi fik dårlige placeringer og røg ud hvert andet år, og DR's entusiasme omkring Grand Prix'et var lav. Så det var svært at indrømme sin begejstring, da jeg gik på handelsskolen. Der blev man lidt grinet ad og fik en etikette som værende ham den lidt mærkelige, fortæller Ole Tøpholm.

Hver år plejer Ole Tøpholm at få fornemt besøg i sin kommentatorboks. Her er det den danske Grand Prix-dronning Birthe Kjær, der besøger ham under showet i Sverige i 2016.

Vejen til kommentatorboksen

I årene omkring årtusindskiftet blev Ole Tøpholm uddannet journalist - med en hovedopgave, der naturligvis handlede om dansktop-musik.

Og selvom han ikke tog journalistuddannelsen udelukkende for at arbejde professionelt med Melodi Grand Prix, så var målet alligevel at komme tættere på maskineriet.

- Jeg drømte om DR og søgte kun elevstillinger i DR, hvor jeg så var så heldig at komme ind. Og så har jeg hængt ved lige siden, siger Ole Tøpholm, der til daglig arbejder som nyhedsvært på Radioavisen, når han ikke kommenterer Eurovision Song Contest.

Der gik heller ikke længe, fra den unge journaliststuderende var trådt ind af dørene på DR, før han fik gjort sig bemærket i Eurovision-sammenhæng.

- Grand Prix kom til at fylde en del allerede fra start. Jeg begyndte på DR i februar i år 2000, hvor vi jo sendte Brødrene Olsen af sted. Jeg blev efter få måneder spurgt, om jeg ville dække det internationale Melodi Grand Prix i Stockholm. Men jeg sagde nej tak, fordi jeg slet ikke troede på Danmarks chancer.

Den store Grand Prix-familie

Siden da har Ole Tøpholm dog genvundet sin ære som Grand Prix-kyndig, og i 2011 kom så dagen, som han havde drømt om, siden han var lille, hvor han havde skrevet breve ind til DR for at tilbyde sig selv til jobbet som kommentator på Melodi Grand Prix'et.

For syv år siden blev barnedrømmen til virkelighed.

- Det var helt vildt, da jeg blev tilbudt rollen som kommentator. Jeg ringede til min mor som det allerførste. Det er på niveau med, når man som ung kommer ind på drømmestudiet, fortæller Ole Tøpholm, der før sin nye jobfunktion som kommentator allerede havde rejst Europa og omegn tyndt som menig gæst ved hvert års store show.

Faktisk var Ole Tøpholm så dedikeret en fan, at han fik skrevet ind i sin kontrakt, at han altid skulle have fri i de to uger, Eurovision Song Contest stod på, så han ikke risikerede at misse begivenheden.

- Det er jo vigtigt for mig, for når man selv og de andre fans kommer hertil år efter år, er det som en slags familiefest. Forleden mødte jeg en Eurovision-debutant. Det er hans første gang til det her show, og så lærer man jo som den erfarne fra sig. Jeg har fået helt vildt mange kontakter i mange lande, og kan man ikke altid huske navnene, så lader man bare som om, siger Ole Tøpholm med et grin.

Lad Ole Tøpholm guide dig gennem årets finale i Eurovision Song Contest i aften. Det er kl. 21 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter