Verdens første Eurovision-vinder er død

Lys Assia, der vandt den første udgave af Eurovision Song Contest i 1956, er død. Hun blev 94 år.

Lys Assia vandt Eurovision Song Contest 1956 med sangen 'Refrain'. Hun stillede op for Schweiz, der har vundet konkurrencen i alt to gange. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

I 1956 vandt hun den allerførste udgave af verdens største musikkonkurrence, Eurovision Song Contest.

Nu er den schweiziske sangerinde Lys Assia død. Hun blev 94 år.

Det skriver blandt andet Neue Zürcher Zeitung og eurovision.tv.

Fast bestanddel af Eurovision

Hun vandt Eurovision Song Contest med sangen 'Refrain', og har siden været en nærmest fast bestanddel af den traditionsrige konkurrence.

Hun var blandt andet på scenen for at starte afstemningen i 2008, og var også på plads på Refshaleøen i København, da Danmark i 2014 var værter for konkurrencen.

Og så sent som i 2012 deltog hun med en sang i den schweiziske Grand Prix-finale, hvor hun dog endte på en skuffende ottendeplads.

Dansk gift

Lys Assia var i en årrække dansk gift med ejeren af Hotel Kystens Perle, Oscar Petersen.

Lys Assia med sin danske mand, Oscar Petersen. (Foto: ukendt © Scanpix)

I sin lange karriere nåede Lys Assia både at optræde for Storbritanniens dronning Elizabeth II, Egyptens kong Faruk og Argentinas Eva Peron.

FacebookTwitter