VIDEO Basim svarer brugerne: Dropper nok Dannebrog

I lørdags vandt Basim Dansk Melodi Grand Prix. Mandag morgen chattede han med sine fans på dr.dk/grandprix.

Basim chat

Mandag morgen møder en glad Basim ind i DR Byen for at svare på brugernes spørgsmål i en eksklusiv chat på dr.dk/grandprix. Og der har ikke været mange stille sekunder til at gruble over sejren, efter han vandt Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften:

- Sejren er feset ind - det er mere det dér med at forstå det… Det er lidt svært. Men det er fedt, så jeg er så glad! Folk på gaden siger mine øjne stråler, fortæller Basim, mens han er i fuld gang med at svare på brugernes spørgsmål.

Se hele chatten med Basim i tråden nederst her på siden.

Ingen flag på scenen til Eurovision

Han afslører også til dr.dk/grandprix, at dannebrogsflaget, der var en central del af sceneshowet i lørdags, nok ikke kommer med til Eurovision:

- Der er alle mulige regler inden for Det Europæiske Melodi Grand Prix - jeg tror ikke man må have flag på scenen, så det bliver sgu lidt ærgerligt. Men så må vi sætte et op uden på B&W Hallerne! Vi må finde på et eller andet sjovt - vi skal se dannebrog noget mere.

Regnede ikke med sejr

I chatten ønsker mange folk Basim tillykke med sejren, spørger hvordan han har det, og hvordan det føles at vinde et Melodi Grand Prix.

Og det kan være lidt svært at svare på, for Basim havde ikke regnet med at vinde:

- Jeg havde jo nærmest bestilt flybilletter til Los Angeles, fordi jeg havde nogle studie-sessions med en masse forskellige sangskrivere, og det må jeg så annullere og aflyse, fordi jeg skal det her - det er så fedt!