VIDEO Emmelie de Forest udnævnes til Årets Europæer

Europabevægelse kårer vinderen af det internationale Melodi Grand Prix til 'Årets Europæer'.

Årets europæer - Aftenshowet 20131216 1900

Anders Fogh Rasmussen, Kansler Angela Merkel, José Manuel Barosso og… Emmelie de Forest.

Umiddelbart passer vinderen af det internationale Melodi Grand Prix 2013, sangerinden Emmelie de Forest, ikke ind i den ovenstående sætning, men det gør hun.

Nu kan hun, som de tre store politikere, nemlig bryste sig af at være "Årets Europæer".

Årets Europæer

2001 - Uffe Østergaard
2002 - Holger K. Nielsen
2003 - Anders Fogh Rasmussen
2004 - Dorte Schmidt-Brown
2005 - Mikhail Marnich
2006 - Uffe Ellemann-Jensen
2007 - Joschka Fischer
2008 - Mariann Fischer Boel
2009 - José Manuel Barroso
2010 - Kansler Angela Merkel
2011 - Prins Henrik
2012 - Günter Grass

Emmelie samler Europa

Titlen er overrakt til sangerinden af Den Danske Europabevægelse, som har uddelt prisen i godt ti år til de europæere, der har bidraget mest til den europæiske udvikling og samarbejdet på tvært i Europa.

- I år synes vi, at det var vigtigt at sende et signal om, at EU ikke kun er politik, men også kultur og sang. Der er Melodi Grand prix fantastisk! Det samler europæerne og Emmelies sejr viser, at lille Danmark også kan både samle og bidrage i et andet aspekt end det politiske, siger næstformand i Den Danske Europabevægelse, Jens Bo Andersen.

Han er også EU-chef i Dansk Metal og mener bestemt, at Emmelie de Forests evne til at få samtlige europæere til at elske én sang, er på højde med god EU-politik.

Den Danske Europabevægelse

Den Danske Europabevægelse er en tværpolitisk, landsdækkende forening, der arbejder for et tættere samarbejde mellem Europas lande.

Foreningen har omkring 1500 medlemmer og udspringer af Europabevægelsen.

Et andet kerneområde er menneskerettigheder og mangfoldighed.

Visionen er et integreret og demokratisk Europa, der lever i fredelig sameksistens, og hvor der er plads til at være forskellige.

Første Grand Prix-modtager nogensinde

Det er dog første gang i prisens historie, at den bliver givet til en Grand Prix-vinder. Og for Emmelie de Forest er det en stor ære.

- Jeg er meget glad, stolt og beæret. Det er virkelig nogle dygtige folk, der tidligere har vundet prisen, så det betyder meget for mig. Grand Prix favner omfavner hele Europa, og selvom det er en konkurrence, så kan man se, at det samler europæerne til en fest, siger sangerinden.

Hun er derfor helt enig med Jens Bo Andersen og er glad for, at Den Danske Europabevægelse nu også sætter fokus på musik og kultur.

Tourliv til marts

Emmelie de Forest har ud over den store sejr i Eurovision Song Contest 2013 også modtaget den danske fanklubs pris 'Mylleprisen' i år. 'Årets Europæer' er dermed den tredje titel sangerinden kan bryste sig af i 2013.

Men ud over at vinde priser, så har sangerinden masser at se til. Hun har rejst Europa tyndt siden maj måned, udkommet med et album og skriver i øjeblikket på endnu ét.

- Som det ser ud lige nu, så står hele marts på tour i Danmark. Det bliver fantastisk, og jeg er allerede i gang med at øve med bandet! Jeg skal til USA her i vintermånederne og skrive på nye sange, som jeg håber, kan komme ud til næste sommer og som jeg kan give en forsmag på i foråret, afslører Emmelie.

Se indslaget med Emmelie fra Aftenshowet øverst på siden.