VIDEO Klar til Eurovision: Se Danmarks sidste prøve inden Stockholm

Sceneshowet er finpudset til perfektion, når Lighthouse X skal forsvare de danske farver ved årets Eurovision. Kom med til deres allersidste prøver.

Om under to måneder løber Europas største musikkonkurrence, Eurovision Song Contest, af stablen i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Her dyster 43 lande om trofæet, og de danske farver skal repræsenteres af gruppen Lighthouse X og deres nummer 'Soldiers of Love'.

Efter deres sejr i Melodi Grand Prix 2016 tilbage i februar, har gruppen i samarbejde med DR arbejdet intenst på at finpudse sceneshowet til perfektion.

Sceneshowet er blevet spicet op

Dr.dk var med, da Lighthouse X afholdt deres allersidste prøver i DR Byen, inden de rejser til Stockholm i starten af maj.

- Alle er glade, og vi glæder os helt vildt, fortæller sanger Søren Bregendal efter gruppens sidste gennemgang af deres nye sceneshow.

Et sceneshow, der, ifølge gruppen selv, er blevet peppet op siden Grand Prix-sejren i Horsens.

- Vi har spicet det lidt op, kan vi vidst godt sige. Det er blevet lidt federe, fortæller Martin Skriver om det nye sceneshow.

Gruppen beholder de lysende mikrofonstativer fra deres optræden i Horsens, men har derudover også et par overraskelser i ærmet.

I videoen øverst kan du få en forsmag på, hvordan det danske Eurovision-bidrag kommer til at se ud.

Eurovision Song Contest 2016 løber af stablen d. 10., 12. og 14. maj i Stockholm, Sverige. Alle tre shows sendes direkte på DR1 kl. 21.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk