Vidste du det? Matador-stjerner har været med i Grand Prix

Flere af skuespillerne fra Matador har været med Melodi Grand Prix - med meget svingende held.

Preben Mahrt - kendt som Albert Arnesen fra Damernes Magasin - fik 0 point, da han stille op i Grand Prix. Til gengæld vandt Ellen Winther Lembourn - alias Minna Varnæs - da hun stillede op.

Matador lægger endnu en gang gaderne øde, og alle danskere kender til familierne Varnæs og Skjern, tante Møghe og stuepigen, der ikke kan sige andet end "Av min arm". Hvad færre ved er, at flere af de bærende skuespillere i serien også medvirket i Dansk Melodi Grand Prix.

Arnesen fra Damernes Magasin fik 0 point

Rollen som Albert Arnesen, indehaveren Damernes Magasin, der var den førende manufakturhandel i Korsbæk, blev spillet af Preben Mahrt. Han deltog i det danske Grand Prix i 1963 med sangen 'Abstrakt', skrevet af Otto Lington og Carl Andersen. Sangen fik 0 point og blev aldrig nogen kommerciel succes. Vinderen det år hed 'Dansevise'.

Preben Mahrt blev uddannet på det Kongelige Teaters elevskole i 1939-1941 og havde flere roller i forskellige lystspil på teatre over hele Danmark. Han fik sit gennembrud i farcen 'En Endefuld' på Frederiksberg Teater, og blandt Prebens største succeser er 'Solstik', 'Himmelsengen' og 'Arsenik Og Gamle Kniplinger'.

Preben spillede også i et hav af revyer, og en af hans største succeser i karrieren, var som billetklippende togbetjent i 'Klip'tomanen' i Cirkusrevyen 1962. Preben Mahrt medvirkede også i flere film, mest kendt er nok 'Forelsket i København'.

Preben Mahrt som Albert Arnesen bag disken i Damernes Magasin i Matador.

Senere i sin karriere forsøgte Preben Mahrt at forfølge mere alvorlige roller, blandt andet spillede han med i Osbornes 'Strengt Fortroligt' og Tjekhovs 'Mågen'.

Men det Preben Mahrt nok især huskes for, er noget helt andet. Han blev nemlig landskendt i flere reklamefilm for Brylcreme med sloganet "Vil De have succes - brug Brylcrem".

Preben Mahrt døde i 1989 efter at have været bosat i Sydfrankrig i en årrække.

Minna Varnæs vandt Grand Prix i 1962

I Matador er Ellen Winther Lembourn kendt for rollen som Minna Varnæs, Jørgen Varnæs' første kone, inden han møder den letlevende Gitte Grå.

Men hun er faktisk også tidligere vinder af det danske Melodi Grand Prix. I 1962 vandt Ellen sangen 'Vuggevise', der var komponeret af Keld Bonfils med tekst af Volmer-Sørensen.

I 1962 var reglerne i Grand Prix'et en smule anderledes end i dag. De deltagende sange i det danske Grand Prix blev nemlig fremført to gange, og for at vise sangenes kvaliteter, blev de fremført af to forskellige kunstnere og i to forskellige musikalske arrangementer. Ellen sang derfor også sangen 'Et Eventyr', som Birthe Wilke deltog med. Birthte Wilke havde tidligere vundet med 'Skibet Skal Sejle I Nat' sammen med Gustav Winckler.

'Vuggevise' havde desværre ikke stor succes ved det europæiske Melodi Grand Prix, hvor den kun fik to point. Det rakte til en tiendeplads blandt 16 deltagere.

Ellen Winther Lembourn var ikke bare en fremragende sangerinde, hun var også en formidabel skuespiller, og var blandt andet fast engageret på Det Kongelige Teater i perioden 1957-1987 både som skuespiller og som operasangerinde. I den brede danske offentlighed var hun dog mest kendt for netop rollen som Minna Varnæs i tv-succesen Matador, men også rollen som Mor Trisse i tv-julekalenderen Jul På Slottet fra 1986, er noget, mange husker.

Ellen Winther Lembourn døde i august måned 2011 efter en lang karriere.

Iben Skjold Hansen blev nr. 3

Og så er der Iben. Den uregerlige datter af Musse og Viggo Skjold Hansen, som ikke kan eller vil leve op til normerne i Korsbæk. Rollen som Iben blev spillet af Ulla Henningsen, og i 1995 deltog hun i det danske Melodi Grand Prix med Anne Linnets sang 'Du Kysser Som En Drøm'. Sangen fik en tredjeplads. Det år blev vinderen udpeget af en fagjury bestående af fem kendte musikpersonligheder - deriblandt Bent Fabricius-Bjerre, som jo er manden bag Matador-temaet.

Ulla Henningsen blev uddannet ved skuespillerskolen på Aarhus Teater i årene 1970-1973. Siden da har Ulla Henningsen medvirket i en lang række musicals og teaterstykker. Blandt de mest succesfulde kan nævnes 'No, No Nanette', 'Cabaret', 'Blodbrødre' og 'Dødsdansen'. Derudover har Ulla Henningsen også medvirket i "Lady Macbeth", 'Trold Kan tæmmes' og 'Efter Orgiet' på det Kongelige Teater. I 2001 modtog hun årets Reumert for bedste kvindelige birolle som Margret i forestillingen 'Woyzeck'.

Ulla Henningsen har også gjort sig gældende i revysammenhæng. Som revyskuespillerinde debuterede hun i 'Her Bor De Gale' i 1972. I sommeren 1978 var hun med i 'Mandefald' på Bristol Teatret, og både i 1988 og 1990 spillede hun med i Tivolirevyen. Også Cirkusrevyen har haft glæde af Ullas talent, her spillede hun med i 1996.

På tv har vi, udover Matador, set Ulla Henningsen i serier som 'Mor Er Major' og 'Alle Elsker Debbie'. I 2009 var hun med i DR's julekalender 'Pagten'. Ulla Henningsen har desuden medvirket i en del film - blandt andet 'Vinterbørn' [1978], 'Rend Mig I Traditionerne' [1979], 'Skyggen Af Emma' [1988] og 'Karlas Kabale' [2007].

Ulla Henningsen i rollen som Liva Weel i tv-serien 'Kald mig Liva'. Hun har med i Melodi Grand Prix i 1995. (Foto: Hans Andersen © Type 1)

En af de allerstørste succeser for Ulla Henningsen var dog rollen som den folkekære revysangerinde Liva Weel i tv-serien 'Kald Mig Liva' fra 1992, hvor Ulla Henningsen også viste sit store talent som sangerinde.

Udover sangene fra 'Kald Mig Liva' har hun udgivet en del cd'er med jazzsange, ligesom hun selv har komponeret musik til digte af blandt andre Henrik Nordbrandt. Den seneste cd kom i 2011 og havde titlen "Overgivelse".

Good Bye, Lille Palle

I næstsidste afsnit Matador, hvor Jernbanerestauranten er lavet om til Rosenhaven, ser vi en harmonikaspiller optræde med 'Molak Molak Mak Mak Mak'. Sangen var oprindeligt et stort hit fra Cirkusrevyen i 1937, hvor den blev sunget af Osvald Helmuth og Ludvig Brandstrup. I rollen som harmonikaspilleren i Matador ses Lille Palle.

Lille Palle deltog i det danske Melodi Grand Prix i 1987 med en sang skrevet af Ole "Sir Henry" Bredahl. Sangen, der hed 'Good Bye Joe', nåede ikke blandt de fem finalister i det års Grand Prix.

Lille Palle blev engageret til Bakkens Hvile i 1967. Her sang han vovede viser som 'Madsen Og Storfamilien', 'Knud Og Ebbe', 'Pigerne I Spanien' og 'Smedens Vise'. Han var på Bakkens Hvile i hele seks sæsoner og blev landskendt efter en optræden i tv-programmet 'Musikalske venner', hvor han sang 'Jeg Er Så Ked A, Den Hænger Ned A'. Senere fik han andre hits på Dansktoppen - som eksempelvis 'Kom, Put Dig Under Dynen' i 1976 og 'Flyv Ikke Høj're End Vingerne Bær' fra 1987.

Og så er der alle de andre…

Men også flere andre har haft fingrene i både Melodi Grand Prix og Matador. Der er for eksempel også Alvin Linnemann. Han indspillede en dansk coverversion af 'Anna-Maria Elena', som var Cyperns bidrag ved det europæiske Melodi Grand Prix i 1984. I Matador medvirkede han som tysk officer i afsnit 17.

Endelig er der også Bent Fabricius-Bjerre. Han er som tidligere beskrevet manden bag selve temaet fra tv-serien. I 1964 var han vært for det danske Melodi Grand Prix, og han har igennem årene været et hyppigt medlem af fagjuryen ved det danske Grand Prix.

Komponisten Bent Fabricius-Bjerre, der står bag Matador-temaet, har været vært for Melodi Grand Prix tilbage i 1964. (Foto: Steen Herdel © Type 2)

Bent Fabricius-Bjerre har blandt andet været med til at udpege 'Fra Mols Til Skagen' (Aud Wilken, 1995), 'Believe Again' (Brinck, 2009) og 'New Tomorrow' (A Friend In London, 2011) til vindere af Dansk Melodi Grand Prix.

Denne artikel stammer fra et nummer af bladet 'Douze Points' fra 2012, som udgives af den officielle danske Grand Prix-fanklub, MelodiGrandPrixFans.dk.

Facebook
Twitter