Vil kontakte DR: Aalborg som Grand Prix-værtsby?

Aalborg Kongres- og Kulturcenter kontakter i dag Danmarks Radio for at høre mere om Melodi Grand Prix

Ernst Trillingsgaard, direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter, sammen med holdet bag den danske Grand Prix-vinder fra 2012. (Foto: Wouter van Vliet © Eurovision.tv)

Aalborg Kongres- og Kulturcenter kontakter i dag Danmarks Radio.

Formålet er at få uddybet, hvad der skal til for at blive vært for det Internationale Melodi Grand Prix 2014.

Det skriver P4 Nordjylland.

- Vi er i princippet interesserede i at stå for arrangementet. Men inden vi går videre, skal vi vide, hvad betingelserne er, siger Ernst Trillingsgaard, direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

Konkurrerer mod Herning og København

Han vil blandt andet gerne have svar på, hvad så stort arrangementet forventes at koste.

Beslutter Aalborg at lægge billet ind på værtsskabet, bliver det formentlig i konkurrence med København og Herning.

Danmark skal arrangere sangdysten, fordi nordjyske Emmelie de Forest vandt årets internationale Melodi Grand Prix i Malmø i lørdags.

DR har netop udnævnt den 47-årige producer, Pernille Gaardbo, til at være ansvarlig for det danske værtsskab.

Falder valget på Aalborg, skal det store arrangement finde sted i Gigantium.