Vild fest med Grand Prix-stjernerne

Susanne Georgi kæmper med knuder på stemmen, Hera Björk vender tilbage, og Brincks guitarist giver Grand Prix-traditionen fingeren! Kom med til Eurovision-åbningsfest.

Den røde løber er rullet ud foran EuroClub nær Den røde plads, da russisk tv søndag aften inviterer til velkomstfest til Eurovision Song Contest 2009. Inden for hilser årets Grand Prix-deltagere på hinanden, mens vindere fra hele Grand Prix-historien lige fra Lys Assia til Dima Bilan underholder på scenen.

Festen markerer afslutningen på den første uge med prøver for de 42 deltagere - og startskuddet til finaleugen, hvor de skal dyste om første pladsen i verdens største musikkonkurrence.

Med et champagneglas i den ene hånd og en mobiltelefon med kamera og diktafon i den anden får dr.dk/grandprix' udsendte sig en snak med et par af stjernerne.

Susanne Georgi kæmper med knuder på stemmen

Iført en kæmpe tylkjole og hat med slør tiltrækker danske Susanne Georgi sig forståeligt nok masser af opmærksomhed.

- Kjolen er lavet af en andorransk designer, der hedder Flavio. Han er meget, meget dygtig. Han laver alt mit tøj, som jeg har på her i Moskva, fortæller Susanne.

At være med i Eurovision Song Contest er en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse for Koldingpigen, som stiller op for Andorra, hvor hun har boet de sidste 13 år.

- Det har været crazy! Det er lidt underligt at være med i, men jeg har det super sjovt! Jeg tager det som en kæmpe oplevelse, siger hun om sin første uge i Grand Prix-land.

Susanne døjer med knuder på stemmebåndet, fordi hun har overbelastet sin stemme, men hun skal nok vær klar til hun skal på scenen i den første semifinale tirsdag aften, lover hun.

- Jeg har meget store problemer med min stemme, men jeg skal nok være klar til tirsdag. Jeg har nogle meget alvorlige sangtimer med en sangtekniker, og vi prøver at komme uden om det. Problemet er, at jeg ikke har tid til at blive opereret, for man skal hvile stemmen i to-tre måneder bagefter. Så det jeg gør nu, er faktisk meget skidt for stemmen - at råbe, mens der er høj musik!

Hera Björk: - Jeg kommer igen!

En anden diva, som danske Grand Prix-fans kender, er Hera Björk. Den islandske sangerinde, som til hverdag bor i København, måtte nøjes med en andenplads i Dansk Melodi Grand Prix 2009 for sangen 'Someday'. Men alligevel er hun med i Moskva - nemlig som korsanger for Islands solist.

- Det har været meget sjovt! Vi har festet, og vi har øvet. Det hele er gået godt, så vi er meget tilfredse, siger hun om sin første uge i den russiske hovedstad.

Hera prøver at lade være at ærgre sig over, at hun ikke selv er solisten. - Selvfølgelig tænker man: Nej, åh, det ville have været sjovt! Men jeg er meget glad for at være med som korpige for Yohanna. Det var en kæmpe oplevelse at være med i Dansk Melodi Grand Prix. Men det var kun begyndelsen. Jeg kommer igen!

Brincks guitarist giver fingeren til Grand prix-traditionen

Blandt sølvjakkesæt og afblegede gele-frisurer skiller Brincks guitarist Søren Andersen sig ud. Til hverdag turnerer den langhårde rock'n'roller med heavyrockeren Oliver Weers og arbejder med navne som Hush, Kira And The Kindred Spirits og Swan Lee, og han indrømmer gerne, at han ikke er prototypen på en Grand Prix-musiker:

- Jeg er fra rockens verden, men jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg bare kan få lov til at være mig selv, så kan jeg være med alle steder. Jeg er ikke for rock, for fin eller for smart til at være med i Eurovision, siger han, og fortsætter:

- Jeg er sgu stolt af, at jeg er med til at forsvare det danske land i Melodi Grand Prix. Det er ligesom at være på et fodboldlandshold. Og vi skal sgu vinde den her konkurrence, hvis vi kan. Og hvis ikke vi kan det, så skal vi promovere Brinck, for han har lavet en fantastisk plade, og han skal ud at spille en masse koncerter.

Søren Andersen ser det som sin mission at bringe Grand Prix'et ind i det 21. århundrede. - "Grand Prix-traditionen" er et forfærdeligt ord! Det står 2009 på min kalender, og vi må da for fanden gerne gøre lidt ved det!

Se masser af billeder fra festen nedenfor, og se hvordan det går Susanne Georgi, Yohanna, Brinck og alle de andre deltagere, når der er Eurovision Song Contest 2009 på DR1 tirsdag, torsdag og lørdag kl. 21.

  • Så kører bussen! Det danske Grand Prix-hold er samlet og på vej til fest. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Festen foregår i EuroClub et stenkast fra Den røde plads i Moskvas centrum. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Strike a pose! Brinck og bandet har efterhånden vænnet sig til rampelyset. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Den svenske Grand prix-stjerne og operasanger Malena Ernman ankommer til festen sammen med sangskriveren bag hendes Grand Prix-hit 'La Voix', Fredrik Kempe. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Tjek de overarme! man forstår, at mange lesbiske er vilde med Malena. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Norges Alexander Rybak er storfavorit i konkurrencen. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Alexander er konstant omringet af en kødrand af fans og journalister. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Kl. 21 bliver festen officielt sat i gang. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Ukraines Ruslana, som vandt ESC i 2004 med 'Wild Dances', på scenen i et diminutivt sæt tøj. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Schlagerdronningen over dem alle, Carola, giver tre numre. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Fångad av en stormvind - Carola har naturligvis vindmaskine med. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Den russiske talkshowvært Andrey Malakhov og sangerinden Alsou, som fik en andenplads i Eurovision Song Contest 2002, er værter ved velkomstfesten. Andrey er også vært ved semifinalerne, mens Alsou tager sig af finalen. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Brinck bliver interviewet af journalister fra hele Europa. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • B - R - I - N - C - K. Den tålmodige danske Grand Prix-stjerne staver sit navn for en norsk reporter. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Brinck bliver interviewet til estisk tv. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Ekstra Bladet kaster sig over stjernen. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Sticky fingers! Brincks guitarist Søren Andersen viser de nylakerede negle frem. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • 1 land, to Grand Prix-stjerner - Susanne Georgi og Brinck hilser på hinanden. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Susanne sammen med Armeniens Inga og Anush i nogle - øhm - karakteristiske outfits. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Susanne gestikulerer... (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Den danske kommentator Nicolai Molbech er blevet ret begejstret for hollandske The Toppers. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Sidste års vinder, Dima Bilan, indtager scenen iført stram læderbuks og muligvis også en tennissok... (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • I'll be back, lovede dejlige Hara Björk, da hun blev nr. 2 i Dansk Melodi Grand Prix 2009 med 'Someday'. Og det er hun så - som korsanger for islandske Yohanna. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Kl. 23 går gogo-danserne på. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Brinck i godt selskab med to drags. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
  • Sangskriveren Martin Larsson har fødselsdag og bliver fejret ved midnat. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)
1 / 26
Facebook
Twitter