Afsløring: Signe Molde er X Factors nye vært

Medværten fra Det Nye Talkshow tager over efter Lise Rønne i næste sæson af Danmarks største underholdningsprogram.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

Det er en erfaren kvinde, der tager over efter Lise Rønne, når Danmarks største underholdningsprogram X Factor vender tilbage på DR1 efter nytår. I 12 år har Signe Molde arbejdet på og bag skærmen, hvor hun nok bedst er kendt som Anders Lund Madsens medvært i Det Nye Talkshow.

- Da DR spurgte mig, om jeg ville være vært på X Factor, var jeg ikke i tvivl. Helt instinktivt tænkte jeg: Det lyder sjovt, siger 35-årige Signe Molde, der startede sin karriere som vært på Børneradio.

- Jeg har arbejdet med fjernsyn og radio i 12 år, men har aldrig prøvet at være vært på et stort underholdningsshow før, så på den måde er det noget helt nyt og stort for mig.

Deltagerne er sindssygt modige

Selvom rollen som X Factor-vært er ny for Signe Molde, har hun allerede arbejdet med programmet bag kameraet.

- Jeg kender X Factor rigtig godt, både fordi jeg har været stor fan hjemme fra sofaen, og fordi jeg tidligere har arbejdet bag kameraet på programmet som tilrettelægger. Men det er bestemt ikke det samme som, at jeg ikke er nervøs og spændt. For det er jeg, men heldigvis mest spændt, siger hun.

Hele sommeren har DR ledt efter nye deltagere på sommerens musikfestivaler, og senere på måneden holdes åbne castings i Aarhus og København. Og Signe Molde har stor respekt for de mange, som stiller op:

- Jeg elsker folk, der sætter sig selv på spil, og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvilke nye talenter der dukker op i år.

Dommerne snart på plads

DR arbejder i øjeblikket på fuld kraft for at finde årets dommere og håber meget snart at kunne offentliggøre dem, fortæller undehroldningschef Jan Lagermand Lundme.

Og mens vi venter på dem, glæder han sig over, at have fået Signe Molde med på X Factor-holdet.

- Signe er en skøn kvinde og en dygtig tv-vært, som jeg er sikker på vil være en gave for programmet. Hun har den udstråling og professionalisme, som programmet kræver, og så brænder hun sindssygt meget igennem på skærmen. Jeg er sikker på, at seerne vil elske hende. Det bliver en sand fornøjelse, og jeg glæder mig til vi skal i gang, siger Jan Lagermand Lundme.

Hvis nye talenter drømmer om en pladekontrakt, så er det stadig muligt at tilmelde sig precasting, der foregår hos DR Østjylland i Aarhus 23.8. og i Vega i København 28.8. For at deltage skal man udfylde et tilmeldingsskema, som findes.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk