Anna: - Jeg nåede mit mål… næsten!

Anna gik efter at nå til bigband-showet – men der stoppede festen så også for den færøske sangdiva. Se interview med Anna lige inden og lige efter afgørelsen faldt i X Factor.

Interview med Anna

Fra begejstring og stolthed til tårer og skuffelse på bare én time. X Factor viste fredag aften endnu end gang, at det kan bringe både deltagere og tv-seere gennem hele følelsesregistret.

- Du får den gode stemning her fra, for alle er bare super glade, sagde Anna, da dr.dk/xfactor mødte hende i pausen under showet, efter hun og de fire andre deltagere havde været på scenen for at synge James Bond-sange med DR Big Bandet - det der var hendes mål at opleve, da hun i sin tid gik til audition i X Factor.

- Jeg tænker slet ikke på, at lige om lidt skal der én mere ud. Det er lidt skrækkeligt faktisk, sagde en glad Anna, uden at ane, at det var hende selv, der skulle lide den tort at blive sendt hjem - oven i købet af sin egen mentor, Remee.

"Jeg vidste, det ville ske"
Da dr.dk/xfactor mødte Anna igen præcis en time senere, havde både hun og Remee fældet mange tårer over den barske afgørelse.

- Da jeg stod dér, og Remee sad med afgørelsen, så vidste jeg, det ville ske. Fordi Jesper har så meget at byde på, og han er fantastisk, lød det fra en fattet Anna.

- Det, der er godt ved det her, er, at folk synes, at jeg gjorde det så godt i aften. Så jeg kan være stolt af mig selv. Jeg går ikke ned over det her og tænker, jeg skulle ud, fordi jeg har gjort et eller andet forkert. Alle dem, jeg har snakket med, synes jeg var god. Og jeg var også selv tilfreds, siger hun og tilføjer lakonisk:

- Jeg nåede mit mål… næsten!

Se de to videointerviews med Anna her på siden.