Annelouise

Med en humanistisk kandidatgrad og en hverdag som businesswoman i eget firma er Annelouise ikke som X Factor-deltagere er flest. Men passionen for musik er ikke til at tage fejl af.

Annelouise præsenterer sig selv

Med en humanistisk kandidatgrad og en hverdag som businesswoman i eget firma er Annelouise ikke som X Factor-deltagere er flest. Men passionen for musik er ikke til at tage fejl af.

Annelouise er X Factors akademiker. Den 32-årige cand.mag. i dansk og kommunikation arbejder til daglig som tekstforfatter i sit eget firma, blandt andet med oversættelse af tegnefilm. Hun er en rigtig businesswoman, der trækker i jakkesættet, når hun skal mødes med sine klienter, og hun er vant til at jonglere med økonomiske udfordringer og årsregnskaber.

Men hun er også en stor musikelsker. Passionen blev først vakt gennem klaverspil og lyden af Michael Jackson, da hun var lille, men det store vendepunkt kom, da hun som 16 år gammel var i Kansas City i USA som udvekslingsstudent. Hun var egentlig blot korsanger, men så blev hun spurgt, om ikke hun ville give et solonummer foran hele sin skole - og inden hun så sig om, stod hun og fremførte Alanis Morissettes monsterhit 'Ironic' foran 1200 mennesker.

Det gav Annelouise blod på tanden, og lige siden har hun sunget og spillet, blandt andet i forskellige kopibands, til private fester og på et skiferiehotel i Østrig. Herudover har hun også ført an i et MC Einar-inspireret hiphop-orkester, og for 1½ år siden begyndte hun så at tage ud og spille jobs på egen hånd. Det var dét, der frem for alt gav hende modet til at stille op i X Factor.

Hvis jeg ikke har siddet ved klaveret i lang tid, kan jeg godt føle mig amputeret.

Annelouise om, hvor vigtig musik er for hende

Om det atypiske i at være både akademiker og X Factor-deltager fortæller Annelouise:

- Grunden til, at det virker lidt anderledes, er nok, at man tænker, at den typiske akademiker er karriereorienteret og har 100 procent fokus på sit arbejde. Jeg er bestemt også passioneret for det, jeg gør til daglig, men jeg brænder lige så meget for musikken.

Om vigtigheden af musik fortæller hun videre:

- Jeg har spillet og sunget så længe, jeg kan huske, og når man først er kommet ind i musikken, er den ikke så let at slippe igen. Hvis jeg ikke har siddet ved klaveret i lang tid, kan jeg godt føle mig amputeret. Lidt på samme måde, som når man ikke har set sine venner i noget tid. Så får man den dér følelse af, der mangler noget - man mangler at tjekke ind.

Thomas Blachman lader sig ikke påvirke af Annelouises akademiske baggrund:

- Om folk er akademisk uddannede har ingen som helst betydning for mig. Jeg interesserer mig altid kun for de ting, folk selv har fundet ud af.

(Foto: Brummer © DR)

ANNELOUISES BLÅ BOG

Beskriv din personlighed og dine særpræg i én sætning.
- Jeg ved, hvad jeg vil, og så har jeg et pragmatisk og uselvhøjtideligt syn på livet.

Beskriv dit mest pinlige øjeblik.
- Jeg er sikker på, der er rigtig mange, men jeg har verdens dårligste hukommelse, så derfor glemmer jeg dem heldigvis hurtigt igen!

Fortæl os tre spændende ting om dig selv.
- Jeg oversætter tegnefilm, jeg er ved at skrive en kommabog og så er jeg en spillefugl, der elsker alt lige fra poker til risk og bridge.

Hvad kan gøre dig rigtig glad?
- Når jeg er rigtig lækkersulten og har ledt alle skabene igennem og næsten givet op - men så pludselig kommer i tanke om yankiebaren i tasken.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

- Det, der inspirerer mig allermest, er at læse. I lang tid havde jeg en diktafon liggende på natbordet, fordi jeg pludselig fik en masse ideer, når jeg havde lagt bøgerne fra mig og lå og tænkte.

Hvilken person beundrer du mest og hvorfor?
- Der er mange, jeg beundrer. Folk, der tør at gøre noget andet end det, der er mest oplagt. F.eks. Poul Dissing. Fordi han har turdet at vælge sin helt egen kontroversielle stil, som han blev hadet for, men senere også meget elsket for.

Hvorfor mener du, at du har x-faktor?
- Jeg var bange for at få det spørgsmål af dommerne, da jeg stod på scenen, fordi jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle svare. Det er også underligt selv at skulle tage stilling til. Når jeg er ude at spille, kan jeg mærke, der sker et eller andet godt mellem mig og publikum. Så længe det virker, prøver jeg at lade være med at tænke over det.

Nævn tre favoritsange, som du kunne forestille dig selv at synge.
- 'Make You Feel My Love', som egentlig er et Bob Dylan-nummer, som Adele også har fortolket,
Edie Brickell 'What I Am',
Alanis Morissette 'You Oughta Know'.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f93fa11f9d1b2c78a8c1http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f75fa11f9d1b2c78a7cehttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f6e7a11f9d1b2c78a795http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f902a11f9d1b2c78a897http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f66fa11f9d1b2c78a756http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f633a11f9d1b2c78a73bhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f632a11f9d1b2c78a729http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f5bba11f9d1b2c78a6ffhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f57fa11f9d1b2c78a6e1http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f57fa11f9d1b2c78a6d8http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f543a11f9d1b2c78a6c0http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f57ea11f9d1b2c78a6cfhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f543a11f9d1b2c78a6b7http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f507a11f9d1b2c78a69chttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f4cba11f9d1b2c78a682http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326f4cba11f9d1b2c78a679