Annelouise og Blachman er glade for andenplads

Annelouise skal ud og lave nogle voksenpopplader, siger Thomas Blachman, og Annelouise er godt tilfreds med sin placering.

-Selvfølgelig skal du da lave den der plade, siger Thomas Blachman til sin deltager Annelouise, efter at hun er blevet nummer to i X Factor 2011.

En andenplads, som hun er rigtig godt tilfreds med, efter at have været i farezonen to gange.

- Annelouise bliver jo ikke brændemærket. Hun er et andet sted. Hun skal passe sit arbejde - og så skal hun lave de vildeste voksenpopplader, for du har stemmen til det, siger en glad Blachman til Annelouise.

Sarah er så sød

- Jeg er så stolt og glad, og det er totalt fedt at stå her, være blandt de sidste to og opleve det her. Sarah er så sød og det er perfekt, at hun vinder, siger en tilfreds Annelouise.

Blachman siger gerne, at han mener Annelouise synger bedre end Sarah, men til gengæld kan han kun give skulderklap til Sarah for at være den første originale vinder af X Factor:

-Og hvis der er nogen der kan lide originaler, så er det mig. Det er fantastisk, siger han.

Vildt at have fans

Og Annelouise er nu heller ikke bleg for at rose Sarah - og det, at hun selv fik en andenplads er super fint, synes hun:

- Det handler ikke så meget om, hvem der bliver nummer et og nummer to - jeg har jo en fanskare derude. Det er bare så vildt at tænke på, siger Annelouise.

Se hele interviewet her på siden.