Biografi: Lina Rafn

Lina Rafn udgør den ene halvdel af pop-duoen Infernal og vil atter være at finde som én af de tre dommere, når X Factor igen brager løs.

Lina Rafn udgør den ene halvdel af pop-duoen Infernal. Den 32-årige danske sangskriver, producer og sangerinde, har de seneste 11 år brugt størstedelen af sin tid intensivt på Infernal sammen med sin musikalske partner Paw Lagermann.

Lina er helt sin egen og står ved sine meninger på godt og ondt. Af samme grund er der ikke den avis eller det debatprogram på tv, som ikke har ønsket sig at få Linas udtalelse om hverdagens problematikker. Det er aldrig kedeligt, når Lina åbner munden, og selvom hun har travlt med musikken, er der ikke noget, der er for småt til at Lina med ildhu bidrager til debatten.

Lina har intellektet i orden og en klæbehjerne, der gør, at hun sagtens kunne have valgt en boglig vej - det er bare ikke det, hun drages imod. Lina er opvokset i Herlev og startede med at gå til dans som 9-årig. Egentlig var det meningen, at Lina ville gøre sportsdansen til sit levebrød, men den senere succes med Infernal slog sportsdanserkarrieren ud.

Lina og Paw mødte hinanden i 1991 gennem fælles bekendte en tilfældig sensommer eftermiddag og fandt hurtigt ud af, at de delte den samme passion for musikken. De så hurtigt, at de var et perfekt musikalsk match og besad samme høje ambitionsniveau.

Sideløbende med en dansekarriere, der bød på så forskelligt som Cirkusrevyen '93, shows med Sound of Seduction, backing vokal for sangerinden Mirah og utallige andre opgaver, lavede Paw og Lina musik sammen med nogle venner. Først blev ambitionerne forsøgt realiseret bl.a. i bandet Bordeaux, som opnåede at udgive en enkelt single på Flex Records i midten af 90'erne. Først i starten af 1997 blev Infernal en realitet med udgivelsen af bandets første single - sækkepibe-dance-nummeret Sorti de l'Enfer.

Infernal har udgivet 4 plader i Danmark: Albummet "Infernal Affairs" kom på gaden i 1998 og solgte 80.000 eksemplarer på rekordtid. Opfølgeren "Muzaik" solgte kun 20.000 eks., og det var lidt af en øretæve for Infernal, selvom det i nutidens Danmark ville have været en stor præstation. Herefter udkom albummet "From Paris to Berlin" i 2004, og dette album fik en exceptionelt lang levetid - ikke mindst på grund af de udenlandske succesoplevelser, som albummet har indbragt Infernal. "From Paris to Berlin" har i Danmark opnået 2 x platin for over 60.000 solgte eksemplarer, og singlerne "From Paris to Berlin", "Ten Miles", "Self Control" og "I Won't be Crying" har alle solgt platin. I juli 2007 havde albummet 2 års jubilæum (104 uger) på salgscharten og peakede netop der som # 1. Flere af singlerne afspilles stadig på landets tv- og radiostationer på trods af, at albummet efterhånden er 4 år gammelt. Infernal er netop nu aktuelle med albummet "Electric Cabaret", der blev udgivet den 11. august 2008. "Electric Cabaret" indtog en flot andenplads på Album Top 40 (Salgslisten) efter kun en uge i handlen og har på under tre uger opnået guld for over 15.000 solgte eksemplarer. "Downtown Boys", der var valgt som første single fra det nye album, har sommeren over indtaget førstepladsen på den officielle airplaychart og solgte Platin på under 6 uger. Andensinglen "Whenever You Need Me" ligger i Top 10 på airplaycharten og kravler stadig mod toppen.

35 lande har udgivet Infernal's musik, og popduoen var dermed Danmarks største musikalske eksportsucces i 2007. Totalt set har Infernal solgt 1,7 millioner units fordelt på 1,4 millioner singler og 300.000 albums gennem deres karriere. KODA's engelske årsberetning viser desuden, at Infernal både sidste år og forrige år var på top 10 over mest spillede danske kunstnere i udlandet med en flot 1. plads i 2007 og en 2. plads i 2006.

Titelsangen "From Paris to Berlin" var et kæmpe hit i UK og lå 7 uger i top 5 på den britiske single hitliste, med en 2. plads som højeste placering og var i 2006 den 3. mest solgte single i UK på året. Også i Frankring blev "From Paris to Berlin" en kæmpe succes med en Top 10 placering og mere end 150.000 solgte singler.

Sideløbende med sin dommerrolle i X Factor vil Lina bruge den kommende tid på at generobre udlandet med albummet "Electric Cabaret" og dermed følge op på den store udlandssucces, som Infernal opnåede med "From Paris to Berlin". En del lande har allerede lukket aftale med Paw og Lina heriblandt Tyskland, Østrig Schweiz, Polen, Bulgarien, Finland, Sydafrika, og mange flere er under forhandling.

Paw og Lina spiller hvert år Danmark tyndt på store som mindre festivaler og venues. Et fortsat voksende publikum bakker trofast op om bandet, der stædigt har holdt ved og samtidig har formået at følge med tiden i mere end 11 år. Mange har udtalt, at det er bandets evner til at levere live, der er årsag til bandets overlevelse i en genre, der ellers er blevet dømt ude igen og igen. Dette må ud over Paw og Linas musikalske evner i live-sammenhænge i høj grad tilskrives Linas erfaring i at begå sig på en scene samt hendes evne til gennem kostumer og koreografi at bygge et visuelt univers af høj standard. Up-tempo pop, som Infernal vel bedst beskrives som, er i dag nærmest alene repræsenteret ved Infernal i en dansk musikindustri, der ellers overvejende består af rock- og hip hop-udgivelser, og på live-scenen er Infernal's præstationer direkte enestående.

Udover at stå bag Infernal's egen musik udmærker Paw og Lina sig også ved at være sangskrivere og producere for blandt andre Sanne Salomonson og senest Bent Fabric på den store salgssucces Jukebox, der har gjort sig fantastisk godt på charts i både USA og Japan - senest med en # 3 på den japanske album-salgschart.

Facebook
Twitter