Blachman chokerer: Sender sin egen gruppe hjem

Der var både gråd og lettelse, da Blachman selv tog det afgørende valg, og sendte Tandberg & Østenby ud af X Factor.

Tandberg & Østenby er ude af X Factor. Det bestemte deres egen dommer, Thomas Blachman, selv i fredagens liveshow, efter gruppen blev stemt i farezonen sammen med Morten Benjamin.

De to piger Simone Tandberg og Isabella Østenby var også i farezonen i sidste uge, hvor Pernille Rosendahl valgte at sende Mulila hjem.

I denne uges liveshow valgte Blachman selv at sende sin egen gruppe hjem, fordi han insisterer på, at Morten Benjamin skal i finalen.

Dermed har Blachman, ligesom Cutfather, kun én finalist tilbage i konkurrencen, mens Pernille har alle sine unge solister endnu.

Mash Ups på stribe
Seerne havde været med til at bestemme ugens tema, og det endte med Mash Up, for første gang i X Factor-historien. De seks finalister skulle synge Mash Ups af i alt 17 forskellige numre, og Ida lagde stille fra start med et miks af 'Fix You' med Coldplay og 'Use Somebody' med Kings of Leon, som på havlvejen tog fart og endte i et rock'et klimaks.

Nicoline Simone & Jean Michel kom på scenen i samme sorte sikre stil med et nummer, der er sat sammen af hele fire forskellige numre, nemlig 'Some Velvet Morning', 'Policy of Truth", 'Strangelove' og 'Down by the Water' af henholdsvis Primal Scream, Depeche Mode og PJ Harvey.

Efter den første gruppeperformance, var det igen Pernilles tur til at præsentere en solist: Morten Benjamin der sang et Mash Up af to meget forskellige kunstnere, nemlig kultbandet Radiohead og jazzlegenden Louis Armstrong med sangene 'No Surprises' og 'What A Wonderful World'.

Diva-darling og rock star i røg og damp
Line
satte for alvor tempoet op med fredagens mest avancerede mix af hele fire kunstnere. Hendes Mash Up bestod af Duffys 'Mercy', Adeles ' Rolling In The Deep', Lady Gagas 'Bad Romance' og Gnarls Barkleys 'Crazy'. I sidste uge fik Line kritik for at bevæge sig for meget på scenen, og i denne havde hun overladt dansen til fire piger i sort og hvidt, men showet blev bestemt ikke kedeligere af den grund

Tandberg og Østenby, som blev sendt ud efter aftenens show, sang deres sidste nummer i X Factor, i et Mash Up af umage navne som Massive Attack ('Teardrop'), The Beatles ('Within You, Without You') og Lady Gaga ('Born This Way').

Sidste finalist på scenen var færøskeSveinur, som i sidste uge chokerede dommerne ved at hoppe op på deres bord. Han tog sin rockability til helt nye højder, med et Mash Up af Paramores 'Misery Business' og Katy Perrys 'E.T.', og fik X Factor til at skælve, mens han fyrede den i en sky af røg og damp.

Genoplev showet minut for minut i livebloggen nedenfor. Husk du kan chatte med Tandberg & Østenby på mandag kl. 10-11 her på dr.dk/xfactor.Se genudsendelsen af X Factors fjerde liveshow lørdag kl. 16.10 på DR1.